World in Crisis studiet

Siden er under udvikling

Tanken er at give folk der ser på World in Crisis udstillingen mulighed for at kommentere den. det kunne være en form for løbende dialog.

Klik på billedet for at se oversættelse fra det første panel

KLIK HER

for at sende en kommentar

AT STÅ ANSIGT TIL ANSIGT MED EN VERDEN I KRISE

ER AT STÅ ANSIGT TIL ANSIGT MED OS SELV

kOMMENTARER TIL UDSTILLINGEN

Hvad skal vi gøre?

Hvad kan vi som almindelige mennesker gøre for at stoppe de lidelser, de ødelæggelser, de konflikter, de krige, de katastrofer vi skaber og er midt i? Eller måske burde vi snarere spørge, hvad vi skal lade være med at gøre, hvad vi skal stoppe med?

Homo sapiens, som jo betyder det tænkende menneske, er det dominerende pattedyr på jorden, og vi har en afgørende indflydelse på og et enormt ansvar for hvad der sker, og hvordan det går her på jorden.

Vi føler os adskilt fra naturen, ja, hævet over naturen: vi er meget destruktive, og giver kun plads til andre levende væsener, hvis vi ser en fordel i det. Som art er vi også dybt splittede; vi opfatter ikke bare os selv som mennesker, som homo sapienser, men også som tilhørende en særlig gruppe mennesker med en særlig historisk, etnisk, religiøs, national eller idémæssig identitet og baggrund.

Set fra rummet er jorden ét, og menneskeheden er ét. Men sådan tænker vi ikke, sådan ser vi det ikke, sådan oplever vi det ikke. Det tænkende menneske er adskilt fra alt; det er adskilt fra naturen, det er adskilt fra andre mennesker, det er endda adskilt fra sig selv. Splittelsen er mere eller mindre total. Mennesket hersker på jorden, og tanken hersker i mennesket. Sådan ser det i hvert fald ud for mig. Vi synes generelt, at tanken er fantastisk; den har skabt vores verden med alle de bekvemmeligheder og fornøjelser; som mange af os kender; den har skabt fantastisk teknologi, komplicerede samfund og ødelæggende forurening - den er vores verden. Vi bruger tanken til alt muligt og hele tiden; har vi et problem, prøver vi at løse det ved hjælp af tanken, og ser ikke, at det måske er tanken, der skaber problemet.

Krishnamurti taler om, at tanken skal finde sin rette plads; men hvor er så den må vi spørge os selv. Vi tænker alle sammen, det gælder den højtuddannede såvel som den uuddannede, den faglærte såvel som den ufaglærte, den rige, den fattige, den kristne, hinduen, muslimen, jøden, demokraten og kommunisten, som Krishnamurti måske ville have sagt. Vi tænker alle sammen. Men spørger vi nogensinde os selv om, hvad tanken er, hvor den kommer fra, og hvor den vil hen?

Iagttager og lytter vi til vores egne tanker, og er de egentlig vores egne? Ok, vi tænker alle sammen, men vi tænker jo forskelligt, vil nogen sige. På hvilken måde? Jeg har lært, jeg er opdraget til at tænke på en måde og du på en anden; jeg har mine yndlingstanker, ynglingsidéer og du har dine; jeg har en mening og du en anden; jeg har min tro, min overbevisning og du har din. Alt sammen tanker, ikke?

Er det vi tænker totalt betinget? Betinget af den kultur vi er vokset op i og er en del af, af det vi har oplevet, fået fortalt, læst og hørt? Tanken kommer fra hukommelsen, gør den ikke? Men hvad er hukommelse? Jeg vil foreslå, at hukommelse er meget mere end lige det vi husker; den er alt det vi har registreret fra undfangelsen til nu; registreringen er instinktiv og fokuserer på overlevelse, formering, fare, tryghed, velvære og ubehag. Jeg har læst at selv planter husker, så hukommelse, erfaring, synes at høre til det at leve. Og måske der også er en kollektiv, en genetisk, en kulturel hukommelse. Så vi har et hav af erfaringer, personlige og kollektive, og de har formet os, vi er disse erfaringer, vi er hukommelse. Hukommelsen er fortiden, den er betingningen hvorfra tanken kommer – sådan tænker jeg. Spørgsmålet er om tanken er andet end en betinget refleks, om den er total mekanisk og forudsigelig, og hvis jeg ikke er andet end tanken så må jeg jo også være total mekanisk og forudsigelig. Er jeg det?

Så, hvor er tanken frugtbar, nødvendig, og hvor er den farlig, ødelæggende? Vi kan ikke undvære tanken, men hvilken rolle spiller den i vores forhold til hinanden, og i vores opfattelse af os selv? Har tanken en ret plads som Krishnamurti foreslår, og er der steder hvor den ingen plads har?

fortsættelse følger...