Kernen i Krishnamurtis lære

Sandheden er landet uden stier. Man finder ikke sandheden gennem nogen organisation, nogen tro, noget dogme, nogen præst eller noget ritual, og heller ikke gennem filosofisk viden eller psykologisk metode. Man finder den kun ved at se sig selv i det spejl forholdet til andre udgør, ved at forstå sit eget sinds indhold, ved at iagttage, og ikke gennem intellektuel analyse eller minutiøs selvransagelse.

Mennesket har, for at beskytte sig selv, dannet et hav af billeder – religiøse, politiske, personlige. De manifesterer sig som symboler, idéer, meninger. Disse billeder er en byrde og dominerer menneskets tænkning, dets forhold til andre mennesker og til det daglige liv. Disse billeder er årsag til vores problemer, for de skiller menneske fra menneske.

Menneskets opfattelse af livet formes af de begreber, der allerede er etableret i dets sind. Indholdet af vores bevidsthed er bevidstheden. Dette indhold er fælles for hele menneskeheden. Individualitet er blot navnet, manererne, og den overfladiske kultur man får fra traditionen og miljøet. Det enestående ved individet ligger ikke i det overfladiske, men i fuldkommen frihed fra indholdet i bevidstheden, som er fælles for hele menneskeheden. Så man er ikke et individ.

Frihed er ikke en reaktion. Frihed er ikke valgfrihed. Mennesket foregiver at være frit, fordi det kan vælge. Frihed er ren iagttagelse, uden retning eller mål, uden frygt for straf eller belønning. Frihed har ikke noget motiv. Frihed findes ikke for enden af menneskets udvikling, men ligger i dets eksistens første skridt. I iagttagelsen begynder man at opdage manglen på frihed. Frihed findes i den ikke-vælgende bevidsthed om vores daglige tilværelse og gøremål.

Tanken er tid. Tanken er et resultat af erfaring og viden, som er uløseligt forbundet med tid. Tiden er, i sin psykologiske form, menneskets fjende. Vores handlinger er baseret på viden og derfor tid, så mennesket er altid en slave af fortiden, historien. Tanken er altid begrænset, og derfor lever vi konstant i konflikt og kamp. Der er ikke nogen psykologisk udvikling.

Når mennesket bliver opmærksom på sin egen bevidstheds bevægelse, vil det se skellet mellem tænkeren og tanken, iagttageren og det iagttagne, den der oplever og oplevelsen. Det vil opdage, at dette skel er en illusion. Først da er der ren iagttagelse, som er indsigt uden en skygge af fortid eller af  tid. Denne tidløse indsigt skaber en dyb og grundlæggende forandring i sindet.

Total negation er essensen af det positive. Når der er en afvisning af alle de ting tanken har gjort psykologisk, først da er der kærlighed, som er medfølelse og intelligens.

Skrevet af Krishnamurti 21. oktober, 1980, på opfordring af Mary Lutyens