En verden i krise

Krisen er inden i dig

Stå alene


"Jeg har holdt taler i halvtreds år, og det over hele verden, bortset fra Rusland og Kina, og ved i alle disse år at have iagttaget verdens tilstand, menneskenes tilstand og deres forhold til hinanden, ser man meget klart at problemet ikke bare er et ydre problem men i langt højere grad et indre...


Jeg føler, i iagttagelsen af alt dette, at man må foretage en totalt ny handling, gå ind i en totalt ny dimension, ikke tilhøre nogen organiseret religion, eller noget land, nogen politisk bevægelse…


Er man bevidst om den splittelse der er mellem mennesker, grundet nationalitet, tro, det at tilhøre en sekt, følge en eller anden guru eller et eller andet system... føler man denne utrolige splittelse mellem mennesker, mellem kone og mand, mellem venner, hudfarver, racer, klasser, og så videre?


Hvad skal man gøre i en verden der er så splittet? Det ydre og det indre, det bevidste og det ubevidste, den rige og den fattige, den kloge og den uvidende, eksperten og lægmanden, kunstneren, forretningsmanden, hippien, den langhårede og den korthårede, hele denne opdeling. Hvis man er bevidst om denne splittelse, hvad skal man gøre? 


Vi må skabe et nyt menneske, et nyt menneskesind, som ikke tilhører fortiden, som hverken er venstre -eller højreorienteret, som er helt anderledes."

J.Krishnamurti


Citater fra første kapitel i bogen Facing A World In Crisis. Ordene faldt i 1972 og bogen er fra 2005.  Krishnamurti så gennem hele sit liv at en forvandling af mennesket var nødvendig, og han erklærede den også var mulig. Det var ikke en ydre revolution han talte om, ej heller reformer, det var en indre revolution skabt af indsigt i og forståelse af grundliggende psykologiske realiteter.


Her er et link til talen: Can I see wholly? | J. Krishnamurti


Krisen er ikke bare ude i verden, den er indeni dig


"Vi står overfor en enorm krise, som politikerne aldrig nogensinde kan løse. Forskerne kan heller ikke forstå eller løse krisen, heller ikke erhvervslivet, eller finansverdenen. Det er ikke i politik, i religion, i den videnskabelige verden, vendepunktet er; det er i vores bevidsthed.

The Network of Thought, Ch.1

 

"Alle de ydre former for forandring som er fremkaldt af krige, revolutioner, reformationer, love, og ideologier, har fejlet fuldstændigt i forhold til at ændre menneskets grundlæggende natur, og derfor ændre samfundet. Lad os, som mennesker der lever i denne uhyggeligt inhumane verden, spørge os selv: kan dette samfund, som er baseret på konkurrence, brutalitet og frygt, stoppes? Ikke som en intellektuel ide, ikke som et håb, men som i virkeligheden, så at sindet bliver friskt, nyt, og uskyldigt, og kan skabe en helt anden verden. Jeg tror kun det kan ske, hvis vi erkender den centrale kendsgerning, at vi som individer, som mennesker, hvor end i verden vi bor, hvad end det er for en kultur vi tilhører, er helt og aldeles ansvarlige for verdens tilstand.

Freedom from the Known Ch.1

 

"Det hele afhænger af dig og mig, men vi synes ikke at indse det. Hvis først vi virkelig følte ansvar for vores egne handlinger, så kunne vi hurtigt stoppe alle disse krige, al denne himmelråbende ulykke! Men, forstår du, vi er ligeglade. Vi får vores måltider hver dag, vi har vores job, vores store eller lille bankkonto, og vi siger, ”for guds skyld, lad nu være med at forstyrre os, lad os være i fred.”

The First and Last Freedom, Q. 10

 

"Spørger: Min individuelle bestræbelse kan ikke stoppe al den brutalitet og vold der er i verden. Og vil det ikke tage uendelig lang tid før alle individer forandrer sig?


Krishnamurti: Den anden er dig. Dette spørgsmål udspringer af ønsket om at undgå din egen omgående forvandling, gør det ikke? Det du faktisk siger er, ”hvad nytter det at jeg forandrer mig, hvis alle andre ikke forandrer sig?” Men man skal begynde i det nære for at komme langt. Sagen er, at du egentlig ikke ønsker at forandre dig; du vil gerne at tingene forbliver som de er, især hvis du er i toppen af samfundet og derfor siger du, at det vil tage uendelig lang tid at ændre verden gennem individuel forandring. Verden er dig; du er problemet; problemet er ikke adskilt fra dig; verden er en projektion af dig selv. Verden kan ikke forandre sig før du forandrer dig.

Commentaries on Living 2, Ch. 16

 

"Jeg taler til den enkelte fordi det kun er den enkelte der kan forandre sig, ikke massen; kun du kan forandre dig selv, og derfor betyder den enkelte uendeligt meget. Enhver sand handling, enhver vigtig afgørelse, ethvert forsøg på at finde frihed, enhver spørgen ind til sandheden kan kun komme fra det individ der forstår.

 CW. Vol.11

 

"Ved at skabe en radikal forandring i mennesket, i dig, skaber du naturligvis en radikal forandring i samfundets opbygning og karakter. Det må begynde, ikke ude i verden, men indeni dig.

Talks with American Students, Ch. 1

 

"Jeg forlanger ikke at du tror, jeg sætter ikke mig selv op som en autoritet. Jeg har intet at lære dig – ingen ny filosofi, intet nyt system, ingen ny vej til virkeligheden. Du er nødt til at være din egen lærer og din egen discipel. Du er nødt til at stille spørgsmålstegn ved alt det som menneskene har accepteret som værdifuldt, som nødvendigt.

Freedom from the Known Ch. 2

 

"Så, nu vil vi sammen undersøge os selv, der er ikke en person som forklarer mens du læser, du er ikke enig eller uenig med ham idet du følger ordene på siden, men vi tager en rejse sammen, en opdagelsesrejse som fører os ind i de hemmeligste hjørner af vores sind. Og en sådan rejse kræver en let oppakning; vi kan ikke have rygsækken fuld af meninger, fordomme, og konklusioner – alle de møbler vi har samlet gennem to tusind år eller mere må vi lade ligge. Glem alt det du ved om dig selv, glem alt det du har tænkt om dig selv; vi starter som om vi ingenting ved. Det styrtregnede i går aftes, og nu er det ved at klare op; det er en ny dag, frisk. Lad os møde den nye friske dag som var det den eneste dag. Lad os efterlade alle gårsdagens minder når vi starter på vores rejse sammen – og for første gang begynder at forstå os selv.


Freedom from the Known Ch.1

En global udfordring



Af Henrik Petersen.


Nedenstående svada er stjålet fra og inspireret af forordet til Krishnamurti-bogen Facing A World In Crisis.


Hvor tit hæver vi egentlig blikket fra vores eget og dagligdagens mange gøremål, og ser bredt på hvad der faktisk foregår i verden og hvordan vi forholder os dertil? På flere planer lever mange af os i en meget lille verden, i en meget lille bevidsthed, hovedsalig optaget af vores eget, men den store verden, den globale bevidsthed banker på..

 

Vi bliver i dag, mere end nogensinde, konfronteret med hvad der sker i verden. Den globale tv-dækning og internettet betyder at vi kan følge enhver naturkatastrofe, ethvert terrorangreb, enhver krig, enhver krise og demonstration, ethvert topmøde, enhver celeber begivenhed og enhver større sportsbegivenhed live.

 

Denne konstante nyhedsstrøm udgør sammen med vores egen dagligdag og personlige erfaring vores bevidsthed om verden. Selv om nyhedsstrømmen ofte er tendiøs, sensationsorienteret og svælger i død og ødelæggelse, så fortæller den  om hvad der faktisk sker, den afspejler mere eller mindre præcist verdenssituationen.  Vi ser at naturkatastrofer, uroligheder og uansvarlighed et sted kan have konsekvenser jorden rundt. Vi ser at alle vores krige, udover at handle om territorier og ressourcer, også handler om religion, etnicitet og nationalitet. Vi er handelsmæssigt og økonomisk bundet sammen på kryds og tværs, og vi flytter os som aldrig før og overalt fører det til kultursammenstød. I disse kultursammenstød kender vi grundlæggende ikke til andet end at forfægte vores egen tradition, vores egne værdier, og selvom vi indimellem taler om tolerance ved vi godt det ikke er løsningen, for tolerancen er en fernis, en tynd overflade. Vi ser også at menneskets umådelige foretagsomhed har fatale konsekvenser for alt andet liv; overalt forsvinder dyre- og plantearter i hastigt tempo, og det synes ikke at betyde noget for de fleste af os. Vores foretagsomhed er så omfattende at det har sat gang i klimaændringer, som i sidste ende truer vores egen eksistens.

 
Alt dette kalder på en ny bevidsthed. Den gamle bevidsthed som er lokal, traditionsbunden, religiøst og ideologisk fikseret, kan ikke tage den nuværende udfordring op. En meget begrænset bevidsthed kan ikke tage en umådelig udfordring op. Spørgsmålet er om der kan opstå en ny menneskelig bevidsthed, om vi kan vække en ny ansvarlighed, en ny følelse af slægtskab og samhørighed med alt levende, for vi kan ikke løse vores problemer med en selvisk bevidsthed - kan vi?

 

Krishnamurti begynder ofte en tale med at invitere os til sammen med ham at iagttage verdenssituationen. Han beskriver den nøgternt og pointerer, at vi ikke kan melde os ud af verden, at det ikke hjælper at vende ryggen til hvad der foregår i verden, og at det er illusorisk at tro at vi ikke har noget med al volden, alle konflikterne, alle ødelæggelserne i verden at gøre. Vi er nødt til at se og føle og forstå, at vi alle er i samme båd.


Du er verden og verden er dig, siger Krishnamurti igen og igen. Intellektuelt giver vi måske udsagnet en chance, men forstår og føler vi det sådan? Hvad er det der forhindrer os i at indse og føle at vi alle lever på samme jord, og at det er vores alle sammens jord? Er det propaganda, tusinder års propaganda som siger at vi, altså et eller andet ekskluderende vi, har mere ret til jorden end andre? Er det den konstante eksponering og dyrkelse af personer, individualitet, som vi ser overalt? Hvis udsagnet om, at jeg er verden og verden er mig er sandt på et helt grundlæggende plan følger, at det kun er hvis jeg forandrer mig at verden forandrer sig, og at vi hver især derfor har et ansvar der går langt ud over os selv. Så er du verden, føler du det – eller føler du dig anderledes? Og lige meget hvad svaret er – hvad er så virkelighed og hvad er illusion?

 

Meget taler altså for, at det kun er et nyt sind, ikke et nyt system, en ny tro, eller en ny forestilling, som kan skabe en ny verden. Hvad forhindrer så dette nye sind i at opstå? Det er disse forhindringer Krishnamurti hele tiden udforsker, og han siger at det kun er når vi lader det gamle sind fare, og har en indsigt i dets væsen og natur, at vi bliver i stand til at agere intelligent i forhold til den politiske, økonomiske, miljømæssige, religiøse og personlige verdenssituation.

 

Noget af det der kendetegner det gamle sind og forhindrer et nyt sind i at blive til, er vores autoritetstro. Vi vil så gerne have hurtige og nemme svar på alverdens problemer, og derfor søger vi altid efter en ny leder, et nyt system, et nyt program vi kan tro på. Viden og autoritet har sin plads, anerkender Krishnamurti, men det får hjernen til at svinde ind, når vi ved at tro på autoriteter i livets grundliggende spørgsmål, lægger ansvaret fra os.  Vi må derfor se på hvilken rolle autoritet spiller i vores liv, hvilken rolle den spiller i forhold til følelsen af tryghed, i forhold til magt og i vores forhold til hinanden.

 

Vi lever på mange måder et anden-hånds-liv, vi bliver underholdt, vi bliver belært af eksperter på alle områder, vi uddannes og får værktøjer til at klare enhver situation, vi lever stort set adskilt fra naturen, og mad og oplevelser er noget vi køber. Vi er forbrugere og alt er så gennemtygget at mange må gå til ekstremerne for at føle de er i live. Det Krishnamurti giver os er noget helt andet, han giver os hverken forklaringer eller teorier, men udsagn som kan kick-starte vores egne observationer og som skal efterprøves i vores eget liv – han giver os livet tilbage, vil jeg sige.  For livet er noget vi hver især må udforske – det er større end nogen guru eller nogen lære, som han engang har sagt.

 

En anden ting Krishnamurti i næsten enhver tale påpeger, er hvor ødelæggende de billeder vi har af hinanden, er for vores forhold til hinanden. Alle disse forestillinger om os og dem, mig der er bedre eller værre end dig, manden der er vigtigere end kvinden og så videre, og så videre, alle disse attituder er farlige og falske.

 

Krishnamurti advarer også konstant mod rent intellektuelt bare at være enig eller uenig med hvad han siger; vi er nødt til selv at gå bag ordene og finde frem til sandheden, for som han formulerer det – ordet er ikke tingen, beskrivelsen er ikke det beskrevne.

 

Nogle gange blev han mødt af protester som gik på at han forlangte for meget af den enkelte: ”Vi er jo bare almindelige mennesker” som én engang sagde. Krishnamurti svarede, ”vi kan ikke længere tillade os bare at være almindelige mennesker… udfordringen er for enorm.”

 

Til de som ikke er bekendt med The teachings skal siges, at når han taler om forvandling og om et helt nyt sind som en forudsætning for at kunne skabe en anden verden, så indbyder han ikke til at tænke eller bevidst arbejde på at blive noget andet end det vi er; tanken er ikke redskabet, og målet ligger ikke ude i fremtiden; det er derimod hele tanken om, hele bestræbelsen på at blive noget psykologisk set han sætter spørgsmålstegn ved, for den største forhindring i forhold til at forstå os selv og derfor verden, er vores konstante optagethed af at være eller blive noget, siger han. Krishnamurti afviser med andre ord idealer og tid som midler til at forandre verden. Han beder os i stedet om, at blive ved og meget nøje iagttage det, som er; og i sådan en fuldkommen ubetinget og ikke-afstandtagende iagttagelse forvandles det, som er.

 

Krishnamurti inviterer os altså til altid at møde livets problemer og udfordringer som var det første gang, og give alt hvad vi har i os til dette møde. Vores problem eller udfordring er både global og personlig – der er ingen forskel.

  

Hvis du vil købe bogen, så klik her.

Det er vores jord



Oversat og redigeret af Henrik Petersen


Jeg ved ikke om nogen af jer har lagt mærke til sollyset på vandet, tidligt om morgenen. Hvor utroligt blødt lyset er, og hvordan det mørke vand danser med morgenstjernen over træerne, den eneste stjerne på himlen. Lægger I nogensinde mærke til noget af det? Eller har I så travlt, er I så optaget af de daglige rutiner, at I glemmer eller aldrig har forstået denne jords rige skønhed – denne jord vi alle sammen skal leve på? Hvad enten vi kalder os selv kommunister eller kapitalister, hinduer eller buddhister, muslimer eller kristne, hvad enten vi er blinde, lamme, eller raske og glade, så er det vores jord. Det er vores jord, ikke nogen andens; det er ikke kun den rige mands jord, den tilhører ikke udelukkende de magtfulde herskere, landets adel, men det er vores jord, jeres og min. Vi er nul og niks, dog lever også vi på denne jord, og vi er alle nødt til at leve sammen. Det er de fattige såvel som de riges verden, det er de ulærdes såvel som de lærdes; det er vores verden, og jeg tror det er meget vigtigt at føle dette og elske jorden, ikke bare af og til en fredelig morgenstund, men hele tiden.


This Matter of Culture, p 23