Jeg tænker det ville være godt at slå fast hvad vi mener med kommunikation, for noget af det sværeste er at kommunikere med hinanden.

De fleste af os lytter slet ikke; vi har vores egne ideer – vores egne meninger, fordomme, konklusioner – og disse bliver en barriere og forhindrer os i at lytte. For hvis man skal lytte, skal man være opmærksom. Og der er ingen opmærksomhed, hvis man er optaget af sine egne tanker, konklusioner, meninger og vurderinger – for så ophører al kommunikation. Dette er en indlysende kendsgerning, men selvom det er en kendsgerning, er vi desværre sjældent bevidste om denne kendsgerning. Man er nødt til at lægge sine egne tanker, konklusioner og meninger til side og lytte; først da er kommunikation mulig.

Kommunikation indebærer ansvar – ansvar både fra lytterens og talerens side. Taleren ønsker at formidle noget, og lytteren skal tage del i det der bliver sagt. Det er ikke en ensidig affære. Både du og taleren skal være i kommunikation med hinanden, det vil sige, at de ord, taleren bruger, skal have samme betydning for dig som for ham.

Der skal også være en følelsesmæssig kontakt. Intellektuelt kan du være meget bevidst om, hvorvidt du er enig eller uenig i hvad der bliver sagt, men det fører os ikke meget videre. Men hvis der er en intellektuel bevidsthed om, hvad der bliver sagt, og hvad som er underforstået, og hvis der også er en følelsesmæssig kontakt, så kan vi kommunikere med hinanden.

Blot at lytte til en tale af denne art med intellektet er ikke særlig meningsfuldt. Men hvis du kan lytte med intellektet, følelserne og kroppen – det vil sige, hvis du kan give det, der bliver sagt, din fulde opmærksomhed – så bliver kommunikation en utrolig interessant affære. Vi kommunikerer sjældent noget direkte til en anden. Du har dine konklusioner, dine erfaringer, din viden, din information, din tradition, dit samfund, altså, den kultur, du er vokset op i; og hvis taleren ikke tilhører samme kategori, samme tradition, samme kultur, og hvis taleren afviser hele denne kulturs struktur, denne snævre, begrænsede sindstilstand, vil kommunikationen mellem dig og taleren være nul. Så for at kommunikere med hinanden skal der ikke kun være en intellektuel, rationel, klar tanke, men også en åben opmærksomhed; for kun da er det muligt at forstå dybden i det, der bliver sagt – det handler ikke om at være enig eller uenig, men om at se gyldigheden og sandheden i det, der bliver sagt. Der er derfor et ansvar både hos dig og hos taleren.

Hvis du blot hører, hvad der bliver sagt, og ikke tager del i det, er der ingen kommunikation– det betyder i virkeligheden, at man skal lytte.

For at lytte kræves der flere ting. Først og fremmest skal ens sind være roligt, ellers kan man ikke lytte. Hvis dit sind snakker, protesterer, er enig eller uenig, så lytter du ikke. Men hvis du er rolig, hvis du er stilfærdig, og hvis der i denne stilhed er opmærksomhed, så lærer du. Og al kommunikation er læring.

Man er nødt til at lytte, man er nødt til at føle en samhørighed med problemet. Du kan ikke kommunikere med problemet, hvis ikke du lytter til det, hvis ikke du lærer om den fulde implikation af problemet; og du kan ikke lære hvis der ikke er stilhed, hvis der ikke er opmærksomhed.

Overalt i verden ser man et generelt forfald, en forværring af tingenes tilstand. Der er måske sket helt utrolige teknologiske fremskridt – elektroniske hjerner, computere, automatisering, månerejser, al den teknologiske viden. Der er de såkaldte fremskridt indenfor videnskab. Mennesket har kigget på videnskab, politik, såkaldte religioner, organiseret tro, og så videre for at se om de kunne hjælpe med at løse dets mange problemer, og problemerne er ikke blevet løst. Mennesket er mere eller mindre som det har været i over to millioner år: miserabelt, ulykkeligt, i konflikt, forvirret, levende i en tilstand af fortvivlelse, angst, skyld, uden at tillægge eksistensen, livet nogen betydning, eller givende det en betydning alt efter temperament, viden, fortvivlelse, og så videre. Men mennesket – du og jeg som mennesker – har ikke grundlæggende ændret os; mennesket er stadig grådigt, misundeligt, forvirret, miserabelt, i krig. Vi ved det alle sammen. Et menneske som følger med i de nuværende historiske begivenheder, læser aviser, tidsskrifter, som hører radio, og så videre, ved udmærket hvad der sker i hans egen by, i hans eget land, og i andre lande. Han ved også at der, intellektuelt og såkaldt åndeligt, er forfald. Religion har ingen betydning mere, bortset fra for gamle damer og gamle mænd, fordi de må se døden i øjnene, og religion giver dem en slags håb. Religion har ingen betydning for et menneske som er aktivt, eftertænksomt, rationelt, klart.

For et menneske som har observeret verden, som har set elendigheden, krigen, menneskenes evindelige sorg – for sådant et menneske har hellige skrifter, autoriteter, trossætninger, ritualer, de talløse politiske taler, det ideologiske og politiske engagement som ses hos kommunister, socialister, i kongressen, hos demokrater og republikanere, ikke mere nogen betydning. Og det vil være absurd, barnligt, umodent, at håbe på de kan skabe en forandring i verden, at de kan skabe et godt samfund.

Når man ser alt dette, og det skal man, stiller man naturligvis spørgsmålet: kan mennesket forandre sig? Kan du og jeg forandre os? Kan du og jeg som mennesker, generere en mutation i os selv så dyb, at vores forhold til hinanden ikke er baseret på midlertidig bekvem, selvcentreret aktivitet? For det der er vigtigst, er relationen, forholdet. Medmindre der er en radikal revolution i forholdet mellem mennesker, er det at tale om gud eller hellige skrifter, vedaerne, biblen og alt det, ren og skær nonsens. Det har ingen som helst betydning medmindre vi etablerer rigtige relationer mellem mennesker.

Og det vil være emnet for vores tale -hvordan skabes en fundamental revolution i vores forhold til hinanden så der ikke vil være krig, så at lande ikke er opdelt efter nationaliteter, ikke er opdelt af grænser, af klasseforskelle, og så videre. Medmindre du og jeg etablerer et sådant forhold, ikke teoretisk, ideologisk, hypotetisk, men rent faktisk, vil der være et forfald og et sammenbrud der bliver større og større.

Hvad mener vi med en relation, et forhold? Hvad betyder det at være relateret, beslægtet, forbundet? Først og fremmest, er vi forbundet, er vi i forbindelse med hinanden? Forhold betyder kontakt: at være sammen, at være forbundet, at være i umiddelbar kontakt med et andet menneske, at kende alt til hans vanskeligheder, hans problemer, hans fortvivlelse, hans angst som er din egen angst. Og ved at forstå dig selv forstår du mennesket, og fremkalder derfor en radikal ændring i samfundet. Individet, den enkelte har meget lidt betydning, men ”mennesket” har en enorm betydning. Den enkelte, Individet forandrer sig måske efter pres, efter omstændigheder, men hans forandring vil ikke grundlæggende påvirke samfundet. Men at stå ansigt til ansigt med menneskets problemer, ikke som enkeltindivid men som mennesket der har levet i to millioner år eller mere, med sine konflikter, sine bekymringer, sin frygt, sin død – alt det der er menneskets problem. Hvis ikke vi forstår det – ikke som enkeltindivid men som menneske – er der ingen mulighed for at skabe en anden kultur, et andet samfund.

Så en radikal transformation af mennesket er aldeles vigtig, for de fleste af os er stadig dyr. Hvis du har iagttaget dyr, ved du hvor nært beslægtet vi er! Du iagttager en hund, du ved et kæledyr, og ser hvor jaloux den er! Hvordan den elsker at blive rost og klappet og så videre, ligesom mennesker! Så der er et meget tæt forhold mellem dyret og mennesket. Medmindre dyret i os fuldstændig forvandles, gør hvad du vil -du kan have de mest ekstravagante ideologier, engagere dig i i en hvilken som helst politisk, religiøs, eller økonomisk gruppe – du kommer ikke til at løse problemet.

Så, først er vi nødt til at forstå hvad relationer er. Er vi relateret, forbundet? Er det ene menneske forbundet med det andet? Med relation, forbundethed mener vi at være intellektuelt, emotionelt, psykologisk i kontakt med hinanden. Er vi i en sådan kontakt? Eller er der en kontakt, et forhold mellem det billede du har af dig selv og det billede du har af en anden? Du har et billede af dig selv, idéer om dig selv, du har en opfattelse af dig selv, du har erfaringer og så videre. Du har dine særlige idiosynkrasier, tilbøjeligheder, og alt det har været med til at opbygge et billede af dig selv. Vær sød at lyt, iagttag det i dig selv. Som jeg sagde, lad være med bare at lytte til ordene – de har meget lidt betydning. Men hvis ordene når du hører dem løfter sløret for din egen bevidsthed, din egen tilstand, så har de betydning, så giver de mening. Hvis du lægger mærke til det så har du et billede af dig selv – at du er dit, du er dat; at du havde den oplevelse og den oplevelse; at du er grim eller du er smuk; at du ønsker at være dit eller dat. Du har et billede, en idé, en konklusion, en forestilling om dig selv – at du er spirituel, at du er atman, sjælen, pioneren, eller hvad det nu er. Du har et billede udskåren af sindet, eller din erfaring, tradition, omstændigheder, mærkelige pres. Der er dette billede af dig selv, og den anden person har også et billede af sig selv. Så disse to billeder kommer i kontakt med hinanden, og det er hvad vi kalder forhold. Hvad enten det er det mest intime forhold mellem mand og kone, eller det billede du har skabt af Rusland, af Amerika, af Vietnam, af dit eller dat, så er kontakten mellem de to billeder det vi kalder forholdet, relationen. Følg lige med. Det er relationer, forhold som vi kender dem.

Du har et billede af dig selv, og du har skabt et billede af den anden – om han er en amerikaner eller en russer eller en kineser, det ene eller det andet. Du har et billede af pakistaneren, du har et billede af hinduen, inderen, og en linje du kalder grænsen - og du er villig til, og den anden er villig til at dræbe for det billedes skyld. Og billedet styrkes gemmen flag, national ånd, gennem had, og så videre. Så vi er villige -lyt nu -til at slå hinanden ihjel for et ords, en idés, et billedets skyld. Kineserne har et billede af dem selv, og de er villige til at tilintetgøre alle andre for det billedets skyld. Jeg tror, der i menneskets historie har været to eller tre krige hvert eneste år.

Mennesket har ikke løst krigens problem. Den første kvinde eller far må have grædt højlydt ved det første slag. Vi græder stadig. For os som lever i Mumbai langt fra grænsen, har krigen meget lidt betydning. Men for alle, som menneske, er krig et problem, om den så udkæmpes i Vietnam, i Rusland, i Pakistan, eller i Indien. Problemet ligger i vores forhold til hinanden. Dette land som har talt om ikkevold, som har prædiket ”ahimsa”, ”ikke dræbe” i årtusinder, glemmer det fra den ene dag til den anden og er villig til at dræbe fordi det har et billede af den anden, og den anden har et billede af dette land. Det er meget mærkeligt, hvis man tænker over det, hvis man ser, at i det her land, som har talt om fred, ikkevold, moral, såkaldt spiritualitet, har der ikke været et menneske som har sagt, ”jeg vil ikke kæmpe” – ikke bare hvisket det blandt venner men råbt det højt som andre folk har gjort.

Så alt dette viser en frygtelig degeneration. Hvis ikke der er en grundlæggende revolution i vores forhold til hinanden, vil vi ikke have fred. Og fred er absolut nødvendigt – ikke politikernes fred, ikke freden mellem to krige, ikke freden mellem to skænderier, ikke freden i den syvende eller ottende himmel, men freden her på denne jord mellem dig og mig. Vi må have den. For hvis ikke du har fred, hvis ikke der er dette ekstraordinære i dit hjerte og sind, kan du ikke blomstre i godhed, du kan ikke blomstre i skønhed, du kan ikke se himlen, du kan ikke se jordens skønhed. Hvis der er konflikt inden i dig, kan du ikke se noget. Så freden, det mennesket har søgt – ikke gennem meditation, en bog og alt det, det kommer vi til senere – er freden i forholdet mellem to mennesker, så at de kan arbejde sammen, tænke sammen, løse problemerne sammen. Det kan være vi stopper krigene på grund af atombomben, men det sikrer ikke denne fred. Denne fred kan kun blive til virkelighed når der i hver og en af os er forståelsen af vores forhold til hinanden og den fuldstændige forvandling af det forhold. Så vi må forstå hvad dette forhold, som det er, betyder - forstå det faktisk og ikke teoretisk. Det er forholdet mellem to billeder og intet andet; der er ingen kærlighed mellem to billeder. Hvordan kan jeg elske dig og du elske mig hvis du har et billede af mig, hvis du har ideer, forestillinger, fantasier om mig? Hvis jeg har såret dig, stødt dig, hvis jeg har været ambitiøs, klog, og er gået foran dig, hvordan kan du så elske mig? Hvordan kan jeg elske dig hvis du truer min position, mit job, hvis du løber med min kone? Hvis du tilhører et land og jeg et andet, hvis du tilhører en sekt – hinduismen, buddhismen, eller katolicismen og hvad der ellers er – og jeg er en muslim, hvordan kan vi så elske hinanden? Så hvis ikke der er en gennemgribende forvandling i vores forhold til hinanden kan der ikke være fred.

Så at etablere et rigtigt forhold er at tilintetgøre billedet. Forstår du hvad det betyder at tilintetgøre billedet? Det betyder at tilintetgøre billedet af dig selv – at du er en hindu, at jeg er en pakistaner, en muslim, en katolik, en jøde, eller en kommunist, og så videre. Du er nødt til at tilintetgøre maskineriet der fabrikerer billedet -maskineriet der er i dig og maskineriet der er i den anden. Ellers knuser du måske et billede, og så vil maskineriet fabrikere et andet billede. Så man er nødt til, ikke bare at finde ud af eksistensen af billedet -hvilket vil sige at være opmærksom på dit særlige billede, din særlige forestilling -men også være opmærksom på hvad det er for et maskineri der fabrikerer billedet.

Lad os nu se hvad maskineriet er. Forstår du mit spørgsmål? Det vil sige, først er man nødt til at være bevidst, opmærksom, kende – ikke verbalt, intellektuelt, men faktisk kende til som en kendsgerning – eksistensen af dette billede. Det er noget af det sværeste for det at kende billedet indebærer en hel del. Du kan kende, du kan se denne mikrofon - den er et faktum. Det kan være du kalder den noget andet, men hvis vi forstår hvad det er du kalder den, så ser vi det faktum den er. Så dér er der ikke nogen fortolkning; vi ved begge to det er en mikrofon. Men det er noget helt andet at forstå billedet uden fortolkning, at se det billedes realitet uden iagttageren, for iagttageren er billedmageren, og billedet er del af iagttageren. Dette er meget komplekst. Du kan ikke bare sige, ”jeg vil tilintetgøre billedet”, og meditere på det eller lave et eller andet trick, hypnotisere dig selv så at du kan knuse billedet – det er ikke muligt. Det kræver enorm forståelse. Det kræver en masse opmærksomhed, og udforskning, og på intet tidspunkt nogen konklusion; et menneske der udforsker, kan ikke komme til en konklusion. Livet er en enorm flod der strømmer, bevæger sig konstant. Hvis ikke du frit følger den, med glæde, sensitivitet, med stor fornøjelse, så kan du ikke se hele skønheden, hele volumen, kvaliteten i floden. Så vi må forstå dette problem.

Når vi bruger ordet forstå, mener vi ikke bare intellektuelt. Du har måske forstået ordet billede, hvordan det er dannet af viden, af erfaring, af tradition, af byrder og stress i familielivet, arbejdet på kontoret, fornærmelserne – alt det udgør billedet. Hvad er det for et maskineri der laver billedet? Forstår du? billedet skal sættes sammen. Billedet skal vedligeholdes, ellers vil det kollapse. Så du må for dig selv finde ud af hvordan maskineriet arbejder. Når du forstår maskineriets natur og betydningen af det maskineri, så holder selve billedet op med at være – billedet – ikke bare det billede der er bevidst, det billede du har af dig selv og som du er opmærksom og bevidst om på overfladen, men også billedet dybt nede, det hele. Jeg håber det er klart.

Man er nødt til at gå ind og finde ud af hvordan billedet bliver til og om det er muligt at stoppe maskineriet der skaber det. Kun derefter er der et forhold mellem menneskene -da vil det ikke være mellem to billeder, som er døde enheder. Det er meget enkelt. Du smigrer mig, du respekterer mig, og jeg har et billede af dig, igennem fornærmelser, igennem smiger. Jeg har oplevelser – smerte, død, elendighed, konflikt, sult, ensomhed. Alt det skaber et billede i mig; jeg er det billede. Ikke at jeg er det billede, ikke at billedet og jeg er forskellige; men miget er det billede; tænkeren er det billede. Det er tænkeren som skaber billedet. Via hans svar, via hans reaktioner – fysiske, psykologiske, intellektuelle og så videre – tænkeren, iagttageren, opleveren, skaber det billede via hukommelse, via tanke. Så maskineriet er tænkning, maskineriet opstår via tanken. Og tanken er nødvendig; ellers kan du ikke eksistere.

Så, se problemet først. Tanken skaber tænkeren. Tænkeren begynder at skabe billedet omkring sig selv: at han er atman, at han er gud, at han er sjælen, at han er en brahmin, at han er en ikke-brahmin, at han er en muslim, at han er en hindu, og alt det man ellers kan være. Man skaber billedet, forestillingen og man lever i den. Så tænkning er dette maskineris begyndelse. Du vil sige, ”hvordan kan jeg stoppe tænkningen?” Det kan man ikke. men man kan tænke og ikke skabe billedet. Man kan observere at man er en kommunist eller en muslim. Du kan observere det, men hvorfor skulle du skabe et billede, en forestilling om dig selv? Du skaber kun en forestilling om mig som værende muslim, som værende kommunist, eller hvad end det nu er fordi du har en forestilling om dig selv som dømmer mig. Men hvis ikke du havde en forestilling om dig selv, så ville du se på mig, observere mig, uden at skabe billedet, forestillingen om mig. Det er derfor det her kræver en hel del opmærksomhed, en hel del observation af dine egne tanker, følelser.

Så man begynder at se at de fleste af vores forhold rent faktisk er baseret på denne billeddannelse, og efter at have dannet billedet etablerer eller håber man at etablerer et forhold mellem to billeder. Og der er naturligvis intet forhold mellem billeder. Hvis du har en mening om mig, og jeg har en mening om dig, hvordan kan vi så have et forhold til hinanden? Forholdet eksisterer kun når det er frit, når der er frihed fra denne billeddannelse. – vi vil gå ind i det i de taler der kommer. Kun når dette billede er brudt op og billeddannelsen ophører, vil der være en ende på konflikten. Den totale afslutning af konflikten. Kun da vil der være fred, ikke bare indadtil, men også udadtil. Det er kun når du har etableret den fred indadtil, at sindet som nu er frit, kan gå meget langt.

Forstår du, frihed kan kun eksistere når sindet ikke er i konflikt. De fleste af os er i konflikt, medmindre vi er døde. Du hypnotiserer dig selv, identificerer dig med en sag, en forpligtelse, en filosofi, en sekt, eller en tro – du er så identificeret at du nærmest er forhekset og lever i en søvntilstand. De fleste af os er i en eller anden form for konflikt; enden på den konflikt er frihed. Du kan ikke have frihed med konflikt. Du kan søge den, du kan ønske den, men du kan aldrig få den.

Så forhold betyder enden på det maskineri der sætter billedet sammen, og med dette maskineris endeligt etableres et ret forhold. Derfor er der en ende på konflikten. Og når konflikten er endt, er der frihed, det er klart – faktuel frihed, ikke som en idé, men den faktiske tilstand som en kendsgerning. I denne tilstand af frihed, kan sindet som ikke længere er fordrejet, pint og plaget, som ikke længere er forudindtaget, som ikke er disponeret for en eller anden ønsketænkning, illusion, mystisk forestilling eller vision – gå meget langt. Langt, ikke i tid og rum, for når der er frihed, er der ikke tid og rum. Jeg bruger ordet meget langt i den forstand at så kan vi opdage – det her er ord som virkelig ikke har betydning -så i den frihed er der en tilstand af tomhed, af glæde, en lyksalighed som ingen gud, ingen religion, ingen bog kan give dig.

Derfor, medmindre dette forhold mellem dig og din kone, din nabo, dit samfund, mellem dig og andre mennesker er etableret, vil du aldrig have fred og derfor ikke frihed. Og da kan du, som menneske ikke som individ, da kan du forvandle samfundet. Det er ikke socialisten, det er ikke kommunisten – ingen gør det. Kun det menneske som har forstået hvad et ret forhold, et rigtigt forhold er – kun et sådant menneske kan skabe et samfund hvor mennesker kan leve uden konflikt.

Bombay/Mumbai 13. februar 1966

redigeret og oversat