Hvis jeg må, vil jeg godt tale om tid. Det er et ret komplekst problem som kræver en omhyggelig undersøgelse. Hvis sandheden om tid skal opdages og der skal sættes en stopper for den, er en subtil indsigt nødvendig. Jeg tror de fleste af os er plaget af konflikt og forvirring i dagligdagen, og vi har ikke været i stand til at finde vej ud af vores elendighed. Trods teknologiske fremskridt, stoffer, lægemidler, analytikere, præster, frelsere, mestre og guruer, og også disse samtaler, synes vi ikke at kunne smide alt det vi har ophobet væk; slippe det uden anstrengelse som et blad der om efteråret falder fra træet og blæser væk. Tilsyneladende har vi ikke den kapacitet, den knowhow der skal til for at befri sindet – eller for at sindet kan befri sig selv – fra dets forviklinger, problemer, dilemmaer, dets hemmelige mismod og elendighed, og vi tror at tiden – morgendagen ganget med tusind – på en eller anden mirakuløs måde vil skabe forandring.
Selv føler jeg der er en helt anden måde at leve på, og det har intet at gøre med at flygte, gå i kloster eller tage del i en bestemt social, politisk eller økonomisk aktivitet. Jeg føler, at der er en anden tilgang, en anden måde at løse de store problemer der er i vores daglige liv på, og det er det jeg gerne vil tale om.
I århundreder har vi prøvet at finde en vej ud af vores elendighed gennem disciplin, offervilje, kontrol, ved at glemme os selv og identificere os med noget såkaldt større. Vi har prøvet utallige systemer, fulgt utallige veje, og alligevel er vi stadig som vi hele tiden har været: frygtsomme, ængstelige, hjemsøgte, fulde af sorg. Så der må være en totalt anden tilgang til dette problem.
Jeg vil nu, hvis jeg kan, gå ind i denne anden tilgang. Man må komme ind i den uvidende, uden anstrengelse, uden nogen bevidst hensigt; og hvis du vil lytte stille og roligt, så kan vi måske gå sammen ind i den.
Der må være en helt anden tilgang til den groteske måde vi lever på, med krig, konkurrence, ambitionen om at være noget, den konstante strid med naboen, med samfundet, og for at forstå den må man gå ind i spørgsmålet om hvad frihed er.
Vi ved ikke hvad frihed er. Vi har en idé om det, men idéen er ikke kendsgerningen, og ikke nok så megen erfaring eller viden vil føre til frihed. Frihed kræver orden, og den orden som er udarbejdet bevidst og målrettet, er uorden. Orden etableret af viljen er blot en form for modstand, og med denne såkaldte orden er vi meget fortrolige, fordi mennesket har hengivet sig til den i århundreder.
Hvor der er frihed, skal der være plads. Plads indebærer en følelse af ubeboet-hed, en følelse af alenehed.
Der kan ikke være en masse plads hvor sindet kan virke hvis det ikke er helt alene. Alenehed og ensomhed er to forskellige tilstande. Vi ved godt hvad ensomhed er; følelsen af at være isoleret, afskåret fra alting, uden en partner, uden noget virkeligt forhold til andre mennesker.
Hør nu, ensomhed og alenehed er to forskellige tilstande. Ensomhed er resultatet af hverdagens aktivitet hvor handling udspringer af centret, billedet eller forestillingen.
Billedet er i bund og grund sat sammen ved at skrotte smerten, men ikke skrotte nydelsen. Vores værdier er baseret på hvad der vil give nydelse, og ikke på faktum, ikke på det som er.
Lyt til hvad der bliver sagt. Hver og en af os observerer sig selv, afslører sig selv, opdager sig selv, og forstår derfor sig selv.
Så så længe der er dette billede, hvis værdier er baseret på nydelse, må der være ensomhed, centrets ensomhed, centret som skaber sit eget rum. Ensomhed er noget helt andet end at være alene. Alenehed er ikke resultatet af sindets aktivitet.
Det menneskelige sind har udviklet sig gennem tid. Det har udviklet sig ved at dyrke værdier forankret i nydelse, ligesom dyrene har. Hvis du holder øje med et dyr, ser du hvordan det godter sig over enhver form for nydelse og undgår enhver form for smerte. På samme måde er det menneskelige sind stadig forankret i, ikke fakta, ikke det som er, men på vurderingen af det som er ifølge nydelsesdoktrinet. Et sådant sind vil gerne leve i en konstant nydelsestilstand, og derfor er det rum det skaber i sig selv begrænset. Alenehed er på den anden side ikke et produkt af nydelse, og derfor må vi dybt og inderligt forstå hele dette spørgsmål om nydelse. Jeg siger ikke at nydelse er rigtigt eller forkert. Jeg peger blot på at hvis sindet vurderer alt ud fra nydelse, hvilket betyder, at der er et center, hvis værdier, vurderinger, koncepter, aktiviteter, alle er baseret på nydelse, så producerer selve dette center konflikt og modsigelse. Så længe sindet befinder sig i denne modsigelse, er alle dets handlinger, og alle dets relationer, bundet til at skabe mere konflikt, mere forvirring.
Hør nu, hvis vi overhovedet er opmærksomme, ved vi måske godt hvordan vi håndterer et problem når det opstår. Ved at se på et problem og ikke rende sin vej, ved at være totalt opmærksom på dette bestemte problem, så kan det ophøre. Hvis du for eksempel ryger, så kan du være så opmærksom på den vane, at en krise indfinder sig. Hvis du, når trangen er stærkest, er totalt opmærksom på trangen uden at løbe væk, opløses den inden længe, visner, forsvinder. Hvis du har prøvet det, vil du vide, at det er sådan. Hvilket betyder hvad? At vi har lært et særligt trick, hvis jeg må bruge det ord – et særligt trick som løser et særligt problem. Men sagen er at vi har mange, mange problemer, både bevidste og ubevidste.
Så, vi har mange problemer, både skjulte og åbenlyse – problemer vi kan tale om, og problemer vi ikke kan tale om. Er vi nødt til at gennemgå, udfolde, undersøge, udrydde ethvert problem? Det involverer tid, ikke? Vi har utallige problemer – økonomiske problemer, sociale problemer, problemer i vores forhold, sorgproblemer, tvivl, usikkerhed, behovet for fuldstændig tryghed, og så videre. Skal vi tage disse problemer op et ad gangen, forstå dem og løse dem? Har vi tid til at behandle hvert problem separat? Hvis vi forsøger at behandle problemerne enkeltvis, har vi brug for tid, vi har brug for energi, og der er en konstant kamp for at være opmærksom på og ikke gå glip af et eneste problem. Så hvad sker der? Vi siger til os selv, ”problemerne vil ingen ende ta’, jeg vil ikke være i stand til at løse alle mine problemer inden jeg dør, der er for mange af dem”, og så prøver vi at flygte ind i noget mystisk, fantasifuldt idiotisk nonsens, og hvad enten vi ryger marihuana eller går i kirke, handler det om det samme.
Men måske er der en helt anden måde at se på vores problemer på. Jeg ved godt, at alle problemer - økonomiske, sociale, personlige - hænger sammen. Der er ikke noget separat problem, uafhængig af de andre problemer. Det ser jeg. Jeg ser også at jeg må have frihed med det samme – ikke i morgen eller når jeg er ved at dø, men med det samme. Med intensitet, med drive, med total energi må der være en følelse af frihed – frihed fra alle problemer, for det er den eneste frihed.
Frihed indebærer handling – frihed er handling; det er ikke sådan, at jeg udleder handlingen fra friheden. Men de fleste af os siger, ”jeg må være fri til at handle, jeg må være fri til at tænke hvad jeg har lyst til, politisk, økonomisk, socialt”, men det er de færreste af os der siger, ”religiøst set, må jeg være fri”, for dér er vi fanget. Vi kræver det vi kalder frihed, som vi håber at handle ud fra; eller hvis vi har såkaldt frihed, vælger vi, hvordan vi handler. Hvis vi er fanget i et partisystem, et tyranni, et diktatur i folkets navn, og alt det tåbelige nonsens – så ønsker vi denne frihed til at handle. Så for de fleste af os er frihed noget andet end handling. Men jeg siger, at frihed er handling; og handling er da ikke baseret på en idé. Når en handling er baseret på en idé, er denne handling en organiseret jagt på nydelse, er det ikke? Den er et resultat af et ønske om tilfredsstillelse. Derfor er handling baseret på en idé i virkeligheden passivitet, som fører til ufrihed, ikke til frihed. Den handling som er frihed, findes kun når der er en frigørelsen fra, eller en total forståelse af handlingen som er baseret på en idé.
Så jeg ser, at frihed er handling, og at handling ikke er af tid. Og er det muligt ikke blot straks at løse de mange problemer, som jeg har, men også at forhindre yderligere problemer i at opstå? Der er to ting involveret: straks at håndtere de problemer, jeg allerede har, og at forhindre yderligere problemer i at opstå, så mit sind på intet tidspunkt er viklet ind i et net af problemer. Det er først da, der er frihed; og frihed er da handling.
For at forstå alt dette, skal man forstå tiden. Tid er varighed, en kontinuerlig beståen. Tiden, som vi kender den, er en bevægelse fra her til der. Tid er intervallet mellem en tanke og dens kommen i mål gennem handling. Tid er udskydelsen af et problem, tid er gabet mellem begyndelsen på et problem og enden på et problem. Tid indebærer en række handlinger som antages at løse problemet. Vi bruger tiden som et middel til at nå et mål, som en ambitiøs forfatter der vil realisere sig selv gennem sin lurvede lille bog, og som derfor siger, ”jeg skal have tid til at gøre den færdig.” Vi bruger alle tiden på denne måde – som et middel til at opnå noget, forandre noget, opbygge en vis kunnen. Vi bruger tiden til at fabrikere lykke, forbedre et forhold, og så videre.
Hvad involverer denne gradvise proces? Forstår du, ethvert problem er forbundet med et andet problem, og hvis du gradvist prøver at løse et bestemt problem, har vi en periode hvorunder spændingerne, påvirkningerne, presset fra andre problemer kommer i spil og yderligere komplicerer det oprindelige problem. Derfor kan du aldrig løse et problem ved hjælp af en gradvis proces. Udtrykker jeg mig klart?
Prøv at se, hvis tanken forsøger at flytte sig herfra og dertil over tid, komme der andre påvirkninger, andre drifter, andre grunde i spil, som afleder tanken, og derfor kommer tanken aldrig herfra og dertil. Og alligevel er det, hvad de fleste af os hele tiden gør. Vi bruger tiden som et middel til at opnå et resultat, til at skabe en grundlæggende psykologisk forandring, og derfor fuldender vi aldrig noget, vi modificerer altid og bliver altid modificeret. Så, for mig skaber tiden uorden, den kan aldrig skabe orden. Hvis jeg forstår dette, ikke blot verbalt, ikke som en blot og bar forestilling, men hvis det for mig er sådan, handler jeg straks. Hvis jeg er sulten, og jeg har mad, spiser jeg. Handlingen udsættes ikke.
Hvis jeg forstår at tid avler uorden, hvordan skal jeg så håndtere alle de problemer som er relateret til hinanden? Forstår du spørgsmålet? Jeg ser, at tid ikke har nogen mening, undtagen kronologisk. Tid er nødvendig for at tilegne sig viden og så videre, men tiden har ingen mening i nogen anden retning. Og alligevel har jeg problemer, der skal håndteres, problemer, som jeg kan være bevidst eller ubevidst om. Jeg ved, at mine problemer ikke kan løses hver for sig, at de alle skal løses på én gang. Jeg kan ikke løse mine økonomiske problemer og se bort fra mine psykologiske problemer uden at skabe endnu flere problemer. Jeg kan ikke løse mine problemer på et område og så gå videre til et andet problemområde. De skal løses fuldstændigt. Hvordan skal det gøres? Forstår du?
Der er problemet med alderdom, sygdom og død, problemet med lidelse, ensomhed; der er modgang, ting der føles som ren tortur og der er følelsen af fortvivlelse. Hvordan vil du håndtere alt det? Hvis du ikke ved, hvordan du skal håndtere det med det samme, er du afhængig af tid til at skabe en forandring – og så pines og plages du, indtil du dør. Så du står nu med et spørgsmål, som ingen kan give dig svaret på; ingen bog, ingen filosof, ingen lærer, ingen kirke kan fortælle dig, hvad du skal gøre. Hvis en anden fortæller dig det, og du følger ham, så er du fortabt, så er du igen tilbage i rumlen og konflikten. Så, hvad vil du gøre?
I en situation som denne, stopper du så ikke al aktivitet i sindet? Du har søgt i alverdens retninger, forsøgt at løse dette ene fundamentale problem på ti forskellige måder, og du står stadig ansigt til ansigt med det. Hvad vil du gøre? Nu er der kun én mulig sindstilstand. Da du ikke kender svaret, da du ikke ved, hvad du skal gøre, stopper sindet fuldstændigt alle sine aktiviteter. Du ved ikke, hvad du skal gøre, men du er nødt til at finde en vej ud. Bøger og alt det andet bras er blevet smidt væk. Du er konfronteret med dette problem; hvad skal du stille op med det? Du ved, at du ikke kan gå tilbage til det sædvanlige. Du er konfronteret med et positivt spørgsmål, og enhver positiv tilgang til det handler om tid; derfor må dit sind blive fuldstændig negativt. Ved du, hvad jeg mener med den negative og den positive tilgang? Den positive tilgang er analysen, undersøgelsen, at stille spørgsmål, rive i stykker, følge efter, ødelægge; og alt det har du gjort. Du har gået i den og den kirke, fulgt den og den guru, præst eller filosof, læst nogle bestemte bøger, praktiseret et bestemt system, og nu har du droppet det hele. Derfor er dit sind, når det konfronteres med dette fundamentale spørgsmål, i en tilstand af negation, er det ikke? Negation i den forstand, at det ikke regner med et svar, ikke leder efter en udvej.
Følg dette. Hvis du først forstår det, vil du kunne løse alle dine problemer med et enkelt åndedrag.
Efter at have undersøgt, analyseret, forsøgt alle de positive veje, fulgt de forskellige stier og ikke fundet noget svar, er dit sind nu i en tilstand af fuldstændig negation. Du venter ikke på et svar, håber ikke, forventer ikke, at nogen vil give dig et svar. Er det ikke rigtigt? Vær ikke enig - for Guds skyld, vær ikke enig! Når dit sind er i den tilstand af fuldstændig negation, kan du gå til alle dine problemer på ny, og så vil du opdage, at de kan løses helt og aldeles; for det er sindet i sig selv, der har skabt problemet. Sindet har behandlet ethvert problem som et særskilt, enkeltstående fænomen i håb om på den måde at kunne løse det. Men når sindet er helt stille, og negativt bevidst, har det ingen problemer overhovedet. Tro ikke, at der ikke vil opstå problemer - det er uundgåeligt; men når problemerne opstår, kan sindet håndtere dem med det samme. Forstår du, hvad jeg mener?
Hvad er et problem egentlig? Når der er en krise, en udfordring, som sindet ikke er i stand til at møde fuldt ud - så opstår der et problem, ikke sandt? Der er en uhensigtsmæssig reaktion på en udfordring, og det skaber et problem.
Følg nu med, det er ret interessant. De fleste af os har brug for udfordringer, ellers ville vi falde i søvn. Der er Fællesmarkedet, som de Gaulle forsøger at splitte - det er en udfordring. De begivenheder, der finder sted i Algier, i Vietnam og så videre, er alle udfordringer, og vi er nødt til at finde en hensigtsmæssig reaktion. Hvis der ikke er en hensigtsmæssig reaktion, så skaber den uhensigtsmæssige reaktion et problem, fordi den er uhensigtsmæssig. Vi udsættes hele tiden for udfordringer, bevidst eller ubevidst, og uden dem ville de fleste af os falde i søvn. Eller også er vi så trætte, så udkørte, at vi ikke ønsker udfordringer, og derfor flygter vi fra dem ved at leve i en mytisk verden, vi selv har udtænkt.
Hvis du ser den her proces med udfordringer og reaktioner og er bevidst om nødvendigheden af at holde sindet vågent, så vil du også se, at sindet kan holde sig vågent uden nogen ydre udfordringer overhovedet. Dette kræver enorm intensitet; og hvis du først har vækket denne intensitet, så er du ikke afhængig af udfordringen fra de Gaulle, Algier, Vietnam, det kommunistiske tyranni, eller hvad det nu er; du er ikke afhængig af nogen ydre udfordring for at holde sindet vågent, for du er opmærksom på hele spørgsmålet om udfordringen og responsen, og du ser, at det er den uhensigtsmæssige reaktion, der skaber problemet. Når du har afvist den ydre udfordring, og fordi dit sind er meget mere vågent end nogensinde før, skaber det sin egen udfordring. Er du med? Denne indre udfordring er meget større end den ydre udfordring, for nu bliver dit sind udspurgt af sin egen tvivl, sin egen søgen; dets egen energi driver det til at spørge, til at undersøge. Hvis sindet har været igennem begge disse typer af udfordringer og har responderet hensigtsmæssigt, så kan det være vågent uden nogen som helst udfordring. Det, der er klart, det der er let, bliver ikke udfordret: Det er, hvad det er. Men hvis du siger: " Jeg har nået den tilstand, det er blevet en del af min natur", så er jeg bange for, at vi er nødt til at begynde helt forfra.
Sindet, der er i en tilstand af fuldstændig negation, fordi det har forstået hele den proces, der består i at følge, benægte, acceptere, den proces, der består i positiv undersøgelse, positive påstande - det er kun et sådant sind, der handler frit, og derfor ikke har noget problem.
Det overrasker mig, at du tilsyneladende accepterer alt, hvad der er blevet sagt. Men måske hverken accepterer eller benægter du det, men du har bare ikke tænkt over det. Du må da spørge dig selv: "Hvad pokker taler han om? Hvordan kan jeg leve, handle, være uden en form for formel, uden et jeg-koncept, uden en fremtid? Hvordan kan jeg handle uden idéer?" Stiller du ikke dig selv det spørgsmål? For dine handlinger lige nu er baseret på en formulering af, hvad du bør gøre. Dine handlinger er baseret på en teknik eller på de forskellige erfaringer, du har akkumuleret i din hukommelse, som så bliver til handlinger. Det, taleren siger, er, at så længe dine handlinger er et resultat af en idé, vil du have en modsigelse og derfor smerte og elendighed. Men du lytter bare og accepterer det! Du siger ikke til mig: " Hør her, hvad skal jeg gøre?"
Jeg ved godt, hvordan jeg opfører mig, hvordan jeg lever. Jeg er bevidst om, at jeg gerne vil være berømt. Hvis jeg skriver en bog, bliver jeg frustreret hvis ikke den bliver bemærket. Hvis du har fornærmet mig, sidder jeg tilbage med alle erindringerne om den oplevelse, og hvordan skal jeg kunne lægge dem fra mig? På samme måde, hvis du har gjort mig glad ved at smigre mig, har jeg som følge heraf visse forestillinger om dig, og jeg handler i overensstemmelse med disse forestillinger.
Men er det overhovedet muligt for sindet at være fri for enhver idé, forestilling, tanke, og derfor altid være i en tilstand af handling? Kan du følge mig? I stedet for at der er en idé, en forestilling, en tanke, og derefter handling, kan sindet så altid være i en tilstand af fuldstændig handling?
Det kan bestemt ikke være i en tilstand af fuldstændig handling, medmindre det er i en tilstand af negation.
Man vil egentlig gerne leve med stor følsomhed og intelligens; og de to ting er det samme: At være fuldstændig følsom er at være fuldstændig intelligent. Kan man være så intelligent, at man lever uden konflikter, uden problemer, uden anstrengelse? For at kunne være så enormt intelligent og sensitiv må der ikke være noget interval mellem idé og handling. Hvis der er et interval mellem idé og handling, så er der i det interval, som er tid, en konflikt og derfor en nedbrydning af energi. Hvis du virkelig forstår dette til bunds, vil du se, at dit sind er i en tilstand af fuldstændig handling hele tiden. Et sådant sinds passivitet er fuldstændig handling. Sindet kan være aktivt og også være bevidst om sin passivitet; men dets passivitet er ikke uopmærksomhed. Sindet er kun i stand til at leve, arbejde og handle uden et interval mellem idé og handling, når det har forstået hele denne proces med at skabe problemer gennem erfaring, gennem den utilstrækkelige reaktion på udfordringer og alt det andet. Et sådant sind er helt alene - hvilket ikke har noget som helst at gøre med ensomhed eller isolation. Og kun det sind, der er helt alene, er frit.
'
Tale nr.5 , Saanen 20. juli 1965
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes