Om The Teachings

Der er ikke noget sådant som min lære; du skal ikke forstå læren; du skal forstå dig selv. Hele formålet med læren er at få dig til at indse hvor vigtigt det er at forstå dig selv .

 J.Krishnamurti

Om forholdet til Krishnamurti

KUNSTEN AT LYTTE

Vi må fra starten forstå at dette ikke er hvad vi normalt forstår ved foredrag. Det er en samtale mellem dig og taleren, og taleren er ikke ude på at fortælle dig hvad du skal gøre, hvad du skal tænke, hvordan du skal opføre dig og så videre. Han har ingen autoritet. Dette er en samtale mellem to mennesker som bekymrer sig om hvad der sker i verden, hvad der sker med mennesket, ikke et bestemt menneske, men mennesket i verden, hvad gør mennesket mod mennesket. Og vi vil tale sammen lidenskabeligt, objektivt, venligt; vi vil tænke over hvad det er der egentlig sker i verden, ikke i en bestemt del af verden, men hvad sker der med mennesket på jorden.

For at have en seriøs samtale, må vi lære at lytte. Vi lytter næsten aldrig til hinanden. Vi fremturer med vores egne tanker, vores egne problemer, med vores egne særlige idéer og konklusioner, og derfor er det meget svært at lytte til andre. Det vi foreslår er, at du lytter, og det er en kunst at lytte.

Vi skal tale om rigtigt mange ting; splittede nationer, splittede grupper, krigslignende tilstande, forholdet mellem mennesker. Vi skal tale om frygtens problem, nydelse og hele kompleksiteten af den menneskelige tanke. Vi skal tale om hvorvidt sorgen nogensinde kan ende, og om dødens konsekvens og kompleksitet. Vi skal tale om religion, om hvad meditation er, og om der findes noget helligt, evigt. Alle disse ting skal vi tale sammen om, og man må lære kunsten det er at lytte til alt dette; ikke lytte til hvad du tænker med alle dine traditioner, med al din viden, men at lytte til en anden, der fortæller dig noget. Og så bliver kommunikationen enkel, let.

Så taleren er ikke en guru. Han vil ikke belære jer om hvad I skal tænke, hvordan I skal tænke, men vi skal sammen observere menneskers aktiviteter overalt i verden: hvorfor vi, efter fyrre tusind års evolution, er blevet hvad vi er; hvorfor vi dræber hinanden, ødelægger hinanden, udnytter hinanden; hvorfor vi har delt verden op i nationaliteter som jøden, araberen, hinduen, muslimen og så videre. Vi skal se på alt dette fordi det er vigtigt at se, at observere, men ikke fra et bestemt synspunkt, ikke fra et indisk, europæisk, russisk, kinesisk eller amerikansk synspunkt. Vi skal sammen se hvorfor mennesket er blevet som det er: kynisk, destruktivt, voldeligt, idealistisk, samtidig med at det i den teknologiske verden laver utrolige ting. Så please, vi tænker sammen, vi er ikke enige, vi stejler ikke over hvad der bliver sagt, vi accepterer det heller ikke, men observerer, vi ser, som på et kort, nøjagtigt hvad der foregår.

Public Talk 1 Calcutta (Kolkata), India - 20 November 1982

KUNSTEN AT TALE OM TINGENE 

Hvis du hævder et og jeg noget andet, hvis du holder fast i din mening, din erfaring, din viden, og jeg holder fast i min, så kan der ikke være en reel diskussion… At diskutere er ikke at dele vores erfaringer med hinanden. Der er overhovedet ikke noget med at dele, der er kun sandhedens lethed, som hverken du eller jeg kan eje. Den er der bare.

For at have en intelligent diskussion skal den være præget af, ikke bare hjertevarme men også tøven. Hvis ikke du tøver, kan du ikke undersøge noget nærmere. Undersøgelse betyder at tøve, at finde ud af det selv, at opdage skridt for skridt. Når du gør det behøver du ikke følge nogen, du behøver ikke bede om at blive korrigeret eller få godkendt din opdagelse. Alt dette kræver en hel del intelligens og sensitivitet.

Det her er som to venner der sammen taler om tingene. Vi påstår ikke noget og prøver ikke at dominere hinanden; vi taler hver især uanstrengt og elskværdigt i en kammeratlig og venlig atmosfære hvor vi prøver at gå på opdagelse sammen. Og i denne sindstilstand gør vi opdagelser, men jeg forsikrer dig, hvad vi opdager har meget lidt betydning. Det vigtige er at opdage, og efter at have opdaget, fortsætte med at bevæge sig. Det er farligt at opholde dig ved hvad du har opdaget, for så lukker dit sind sig, så er det færdigt. Men hvis du dør fra hvad du har opdaget i det øjeblik du har opdaget det, så kan du flyde og strømme afsted som en flod fuld af vand.

Saanen 1. august 1965

Om personen Krishnamurti?

Jiddu Krishnamurti blev født 11. maj 1895 i en lille by i det sydlige Indien. Som dreng blev han sammen med sin bror adopteret af Dr. Annie Besant, daværende præsident for teosofisk samfund. Annie Besant og andre proklamerede at Krishnamurti ville blive en verdenslærer hvis komme teosofferne havde forudsagt. For at forberede verden på den forestående begivenhed oprettedes en verdensomspændende organisation Order of the Star in the East (Stjernen i Øst) og den unge Krishnamurti blev gjort til dens overhoved.

I 1929 gav Krishnamurti imidlertid afkald på denne rolle, opløste ordenen, og tilbageleverede penge og ejendom doneret til dette formål. Fra da af, gennem næsten seks årtier, indtil han døde 17. februar 1986 rejste Krishnamurti verden rundt og talte om nødvendigheden af en grundlæggende forandring i mennesket.

Krishnamurti betragtes af mange verden over som en stor og klart tænkende religiøs lærer. Han udviklede ikke nogen ideologi, filosofi eller religion, men talte i stedet om ting som angår os alle i det daglige, om det at leve i et moderne samfund med vold og korruption, om den enkeltes søgen efter tryghed og lykke, og om nødvendigheden af at menneskeheden befrier sig selv for indre byrder såsom frygt, vrede, sorg, og følelsen af at være såret. Han forklarede med stor præcision de raffinerede måder det menneskelige sind fungerer på, og pegede på behovet for at bibringe vores dagligdag en dyb meditativ og åndelig kvalitet.

Krishnamurti tilhørte ikke nogen religiøs organisation, eller sekt, eller noget land, og han abonnerede heller ikke på nogen som helst politisk eller ideologisk tankegang. Tværtimod hævdede han, at det netop er de faktorer der skiller menneskeheden og forårsager konflikt og krig. Igen og igen mindede han os om, at vi først og fremmest er mennesker, og ikke hinduer, muslimer eller kristne; at vi er som resten af menneskeheden og at vi i bund og grund ikke er forskellige fra hinanden. Han bad os om at træde varsomt på denne jord og ikke forgifte os selv og miljøet. Han udtrykte en dyb følelse af respekt for naturen. Hans lære transcenderer menneskeskabte trossystemer, nationalistiske følelser og sekterisme, samtidig med at den giver ny mening og retning til menneskets søgen efter sandhed. Udover at være relevant for den moderne tidsalder er hans lære tidløs og universel.

Når Krishnamurti talte og diskuterede oplevede man ham ikke som en guru men som en ven. Det han sagde, grundede sig ikke på nogen traditions-baseret viden men på hans egen indsigt i det menneskelige sind, og hans egen vision af det åndelige, religiøse, hellige i livet. Kernen i hans budskab forblev uforandret gennem årene, alligevel føltes det altid friskt og direkte. Selvom Krishnamurti ofte talte til et stort antal mennesker, følte hver og en at han talte personligt til dem, og om deres særlige problem. Mange mennesker ønskede en privat samtale med Krishnamurti, og de oplevede en stor medfølelse og en opmærksom lytten, når de kom til ham med deres sorg og forvirring, og han tilskyndede og inspirerede dem altid til at forstå sig selv og således helbrede sig selv. Når Krishnamurti havde samtaler med forskere indenfor det religiøse, fandt de at hans ord kastede nyt lys på traditionelle begreber. Han tog også udfordringen op fra moderne videnskabsmænd og psykologer, gik trin for trin med dem ind og diskuterede deres teorier, hvilket undertiden gjorde det muligt for dem at få øje på disse teoriers begrænsninger. Krishnamurti efterlod en enorm mængde litteratur i form af offentlige taler, skrifter, diskussioner med lærere og studerende, med videnskabsmænd og religionsforskere, samtaler med enkeltpersoner, tv-og radiointerviews, samt breve. Meget af det er allerede offentliggjort i form af bøger, lyd-og videooptagelser.

Dette var en kort præsentation af Krishnamurti, som jeg ikke rigtig husker hvor jeg har fundet. Personen Krishnamurti og hans lære, hvis man kan kalde det det, er for mig at se uadskillelige, idet han levede det han sagde, og så er hans liv en meget usædvanlig og utrolig historie. Om han var en ny verdenslærer, vil jeg lade stå åbent, men hans taler, dialoger og skrifter er gang på gang så livgivende at jeg er i fare for at være afhængig, og det selv om han betoner vigtigheden af at stå alene og selv iagttage, lytte til og tænke over livet.

Krishnamurti om ham selv

 ”Der havde altid været denne mærkelige mangel på distance mellem ham selv og træerne, floderne og bjergene. Den var ikke kultiveret, man kan ikke kultivere sådan noget. Der var aldrig en mur mellem ham og andre”

Krishnamurtis Journal -17. september

Jeg havde den mest ekstraordinære oplevelse. Der var en mand, der reparerede vejen; den mand var mig selv; selve den sten, han knuste, var en del af mig; det spæde græsstrå var selve mit væsen, og træerne ved siden af manden var mig selv. Jeg kunne også føle og tænke som vejmanden, og jeg kunne mærke vinden passere gennem træet, og den lille myre på græsstrået kunne jeg mærke. Fuglene, støvet og selve støjen var en del af mig. Netop da kom der en bil forbi; jeg var føreren, motoren og dækkene; idet bilen kørte videre og væk fra mig, kørte jeg væk fra mig selv. Jeg var i alt, eller rettere alt var i mig, det livløse og det levende, bjerget, ormen og alt det der ånder. Hele dagen forblev jeg i denne lykkelige tilstand.

Krishnamurti I et brev til Mrs Besant and Leadbeater efter hvad der senere er blevet omtalt som the pepper tree experience. 1922

Tilbage til spørgsmålet; hvem er Krishnamurti? Mary Lutyens. (forfatteren til den officielle biografi som er i 3 bind)stiller ham selv spørgsmålet i en lidt dybere forstand. Her et par citater.

”Det var et kæmpe-chok for de teosofiske ledere og for de fleste af hans tilhængere, da Krishnamurti foran Dr. Besant og 3000 medlemmer af ordenen Stjernen i Øst opløste organisationen. Dog benægtede han egentlig aldrig at han var verdenslæreren, men sagde; ”Jeg er ligeglad med, om I tror eller ikke tror, jeg er verdenslæreren. Det er uden betydning… Jeg ønsker ikke I skal følge mig… I har været vant til at få fortalt alting… Hvad din åndelige status er og så videre, hvor barnligt! Hvem andre end dig selv kan sige om du er smuk eller grim indeni?"

Krishnamurti havde et sind der var tomt for tanker, og måske er det et vigtigt spor hvis man skal forstå ham, både som menneske og lærer, bemærker Mary Lutyens Denne tanketomhed betød også, at Ks erindring om sit eget liv var meget sporadisk. I hans egne skrifter finder vi dog et par erindringer fra hans barndom som forekommer autentiske. ”Han (K om sig selv) stod der ved floden, der var ingen andre i nærheden, han stod der alene, uden tilknytning til noget, langt væk. Han var omkring 14 år gammel. De havde fundet hans bror og ham for ganske nylig, så han var pludselig tillagt stor betydning og derfor omgivet af en masse ståhej. Stående der alene, fortabt og ejendommeligt fjern, var hans første og varige erindring om de dage og begivenheder. Han husker ikke sin barndom, skolerne og pryglene."

Og igen ”Som lille dreng plejede han at sidde for sig selv under et stort træ ved en lille sø hvor der voksede lotusblomster. De var lyserøde og havde en skarp lugt. Fra skyggen under træet holdt han øje med de grønne slanger og kamæleonerne, med frøerne og slangerne som svømmede i vandet.”

Et andet sted står der ”Han er aldrig blevet såret, selvom der er overgået ham meget, ros og fornærmelse, trussel og tryghed. Det var ikke sådan at han var ufølsom, uvidende om hvad der foregik, men han havde ikke noget billede af sig selv, ingen konklusion, ingen ideologi.”

Der er dog også en anden og vigtig kilde når det gælder Ks personlige erindringer, for i sommeren 1913 bliver han af en af sine lærere bedt om at skrive om sit liv. Disse skriverier er vigtige fordi de viser at han som attenårig synes at have haft en hukommelse der var ligeså klar som enhver andens.

Mary Lutyens fortsætter. Som femogtredive årig var Krishnamurti så smuk som noget menneske jeg kan forestille mig, det var ikke kun ansigtet men hele hans holdning, spændstighed, og sprudlende åndrighed. Som ældre kan K bedst beskrives med ordene fra en mand, der i nogle år var meget tæt på ham. ”Når man møder ham, hvad ser man så? Man ser i allerhøjeste grad ædelmodighed, styrke, elskværdighed og elegance. Man ser en højt udviklet æstetisk sans, en uhyre sensitivitet og en dyb indsigt i de problemer man kommer til ham med. Der er ikke det mindste spor af noget vulgært, småligt eller ordinært i Krishnamurti. Måske forstår man eller måske forstår man ikke hans lære; måske man kritiserer dette eller hint i hans handlinger eller ord. Men man kan ikke sige andet, end at han udstråler enorm hæderlighed og elskværdighed. Man kan måske sige at han har et væsen eller er i en klasse udover det almindelige, han er noget helt for sig. Ingen tvivl om at disse ord ville gøre ham forlegen. Men værsgo’. Hans tøj, hans væsen, hans væremåde, hans bevægelser og udtalelser er i den bedste betydning af ordet fyrstelige. Når han træder ind i et rum, ser man et ekstraordinært menneske.”

Krishnamurti affærdigede totalt at han skulle være betydningsfuld; og da han et par år før sin død blev bedt om en kommentar desangående, svarede han, ”Betyder det noget, at man rundt om i verden siger at K var et vidunderligt menneske? Hvem skulle tage sig af det? Glasset indeholder vand. Man skal drikke vandet, ikke tilbede glasset. Mennesket tilbeder glasset, og glemmer alt om vandet.” og ”Sandheden er ikke din eller min. Den tilhører ikke noget land, nogen race, den har ikke noget folk, den er uden tro, uden dogmer… ”

Når Krishnamurti tog til London spiste han ofte frokost med Mary Lutyens. Ved en sådan lejlighed foreslog hun, at han skulle skrive endnu en dagbog som den han havde gjort i 1961. (Krishnamurti’s Notebook) K syntes om idéen, købte samme eftermiddag blyant og notesbog, og begyndte at skrive næste morgen den 14. september 1973. I de næste seks uger skrev han i den hver dag, og den blev senere udgivet under titlen Krishnamurtis Journal. Det virker relevant lige at citere noget fra 15. september, hvor han skriver.

”Det var først for nylig han opdagede at der ikke indfandt sig en eneste tanke, når han var ude at gå en lang tur… Det havde været sådan siden han var dreng, ingen tanker invaderede hans sind. Han iagttog og lyttede og intet andet. Tanken med dens associationer opstod ikke. Der var ikke nogen billede-dannelse Han blev en dag pludselig bevidst om hvor mærkværdigt det var; ofte prøvede han at tænke men tanken ville ikke komme. På disse gåture, om han var sammen med nogen eller ej, så var enhver tankebevægelse fraværende. Dette er at være alene.”

Og den 17. september: ”Altid havde han denne mærkelige mangel på distance mellem ham selv, og træerne, floderne og bjergene. Det var ikke noget opdyrket: man kan ikke opdyrke sådan noget. Der var ingen mur mellem ham og andre…”

Da Mary Lutyens begyndte på andet bind af biografien om Krishnamurti, følte hun et behov for at spørge ham direkte om hvor The Teachings kom fra, hvad var kilden til alt det han sagde. Krishnamurti var tidligere gået ind i spørgsmålet i en samtale med medlemmer af the American Foundation, og havde her bl.a. sagt. ”Jeg føler vi er ved at dykke ned i et spørgsmål som det bevidste sind ikke kan forstå, hvilket ikke betyder at jeg gør det til et mysterium. Der er noget. Det er for stort til at man kan sætte ord på det. Der er et enormt reservoir, så at sige, og hvis menneskesindet kan komme i berøring med det, vil det vise eller afsløre noget som ingen intellektuel mytologi, ingen konstruktion, antagelse eller dogme, nogensinde kan vise. Enten kreerer man et mysterium når der ikke er et, eller også er der et mysterium som man er nødt til at nærme sig på en delikat og afventende måde, du ved, følende sig frem. Og det kan det bevidste sind ikke. Det er der men du kan ikke komme til det, du kan ikke invitere det. Det er ikke noget som nås efterhånden. Der er noget, men hjernen kan ikke forstå det.”

Men selv efter at have læst disse notater, var jeg ikke tilfreds, skriver Mary Lutyens. Så i sommeren 1979 tog jeg til Brockwood og havde to samtaler med K om spørgsmålet. Den første samtale fandt sted i Krishnamurtis store soveværelse hvor der er udsigt til en græsplæne, til træer og marker i det fjerne. K sad med ret ryg og i lotusstilling oppe i sengen, han havde en lyseblå badekåbe på, og der var en svag duft af sandeltræ i rummet, en duft jeg altid associerer med ham. Selv det papir han skriver på, dufter lidt af det.

Jeg startede med at spørge ham, om han kunne forklare, hvad der havde gjort ham til den han var. Han parerede, og spurgte mig hvilken forklaring jeg troede der kunne være. Den mest plausible forklaring, sagde jeg, var Besant/Leadbeater teorien om Lord Maitreya, som tager bolig i en krop der gennem inkarnationer er blevet forberedt til det. Denne forklaring kunne også gøre regnskab for processen hvor kroppen så at sige stemmes, og gøres mere og mere sensitiv for at tjene sin guddommelige beboer, og til sidst forene Lord Maitreya bevidstheden men Krishnamurtis. Med andre ord, alt hvad Fru Besant og Leadbeater havde forudsagt, var kommet til at ske. K var enig i at denne teori lød som den mest sandsynlige, men han troede ikke det var sådan.

En anden mulig forklaring, sagde jeg, var at der eksisterede et stort reservoir af godhed som kunne tappes, og som var blevet tappet af mange store kunstnere, genier og helgener. K affærdigede den forklaring med en håndbevægelse. Den eneste anden teori jeg kunne foreslå, var at K selv igennem mange liv havde udviklet sig til at blive det han var; det var dog en svær teori at acceptere, for den dreng Krishna jeg havde kendt, havde været ret intetsigende, barnlig, og faktisk ikke interesseret i meget andet end golf, og mekaniske ting såsom kameraer, ure og motorcykler. Jeg kunne ikke se hvordan det væsen nogensinde kunne have udviklet den hjerne som kunne forklare The Teachings.

Her er noter af Mary Zimbalist fra samtalen mellem K og mig. ML: The Teachings er ikke simple. Hvordan kom de ud af denne tanketomme dreng?

K: Man må indrømme det er et mysterium. Drengen var kærlig, tanketom, han var ikke intellektuel og kunne godt lide idræt. Det som er vigtigt her, er det tomme sind. Hvordan kunne dette tomme sind komme til The Teachings? Var tomheden nødvendig for at dette andet kunne manifestere sig? Kommer det som manifesterer sig ud af et universalt reservoir, som også genialitet gør? Det åndelige sind har intet at gøre med genialitet. Hvordan kan det være at det tomme sind ikke blev fyldt med teosofi osv.? Var tanketomheden tiltænkt manifestationen? Drengen må have været mærkelig fra begyndelsen. Hvad gjorde ham sådan? Blev kroppen forberedt gennem mange liv eller valgte denne kraft den tomme krop? Hvorfor blev han ikke afskyelig med al den smiger? Hvorfor blev han ikke kynisk, bitter? Hvad afholdt ham fra det? Denne tanketomhed var bevogtet. Af hvad?

ML: Det er det vi prøver at finde ud af.

K: Gennem hele livet er den blevet bevogtet, beskyttet. Når jeg går ombord på et fly, ved jeg der ikke vil ske noget. Men jeg gør heller ikke noget som kan være farligt. Jeg ville virkelig gerne have været oppe i et svævefly (han havde fået tilbuddet i Gstaad) men jeg følte, nej, det må jeg ikke. Jeg har altid følt mig beskyttet… Tomheden er aldrig forsvundet. Fire timer hos tandlægen, og ikke én tanke i mit hoved. Kun når jeg taler og skriver kommer ”dette andet” i spil. Forbløffende. Tomheden er der stadig. Fra jeg var barn til nu – firs eller sådan noget – at bevare et tomt sind. Hvad gør det? Du kan fornemme det i rummet nu. Det sker her i dette værelse lige nu, fordi vi rører ved noget meget, meget seriøst, og så strømmer det ind. Denne mands sind er tomt, og har været det fra han var barn til nu. Jeg ønsker ikke at gøre det til et mysterium. Hvorfor kan det ikke ske for enhver?

ML: Er dit sind tomt når du giver taler?

K: Åh, ja, fuldkomment. Men det er jeg ikke så interesseret i, men mere hvorfor det forbliver tomt. Det er fordi det er tomt for tanker, det ikke har nogen problemer.

ML: Er det unikt?

K: Nej, hvis noget er unikt, så kan andre ikke få fat i det. Jeg vil meget gerne undgå ethvert mysterium. Jeg ser at drengens sind og sindet nu er det samme. Dette andet er her nu. Kan du ikke fornemme det? Det er ligesom det pulserer.

ML: Essensen af din lære er altså, at enhver kan få fat i den?

K: Ja, hvis det var noget unikt, var det ikke noget værd. Men det her er ikke sådan. Så, bevares denne tomhed for at dette noget kan sige, selvom jeg er tom for tanker, så kan du – X – også få fat i det.

ML: Du mener dette sind er tomt, for at være i stand til at kunne sige, at det kan ske for enhver?

K: Det er rigtigt. Det passer. Men holdt dette noget sindet tomt? Hvordan kunne sindet forblive tomt gennem alle disse år? Det er ekstraordinært. Jeg har aldrig tænkt på det før. Det ville ikke være på den måde hvis det var tilknyttet noget. Hvorfor blev han ikke knyttet til noget? Det der noget må have sagt, ´der skal være tomhed ellers kan jeg – det – ikke fungere´. Dette giver plads til alt muligt mystisk. Så, hvad er det som holder sindet tomt, så det er i stand til at sige alle disse ting? Fandt det en dreng som højst sandsynligt ville forblive tom for tanker? Denne dreng var tilsyneladende ikke bange for at gå imod Leadbeater, gå imod teosofien, imod autoriteter som Amma (Besant) og Leadbeater – de havde en enorm myndighed. Dette noget må have opereret. Det her må være muligt for hele menneskeheden. Hvis ikke, hvad er så pointen?

Her slutter samtalen; Krishnamurti skulle op for at nå frokosten i skolens spisesal.

Mary Lutyens har flere samtaler med K hvor de prøver at finde ud af hvor alt det han siger, The Teachings, kommer fra, men her skal blot nævnes nogle få ting. ”Er tomheden en mangel på egoisme, på selve selvet, spørger K et sted, og er K, biologisk set en vanskabning? Hvad er sandheden, spørger han og svarer; jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke. Mærkeligt nok har K altid været tiltrukket af Buddha. Er der en påvirkning dér? Jeg tror det ikke. Men hvad er sandheden? Jeg har ofte følt at det her ikke er min opgave. For at finde sandheden i denne sag er dit sind nødt til at være tomt. Vi er kommet til et punkt, hvor vores hjerne, det instrument vi undersøger med, er uden mening.”

Citeret fra KRISHNAMURTI The Open Door og KRISHNAMURTI The Years of Fulfilment af Mary Lutyens

Biografier

The teachings are important not the teacher

Personen Krishnamurti er overhovedet ikke vigtig. Det der er vigtigt er at vi undersøger, observerer og tænker klart. Vi forsøger ikke at forstå taleren, vi forsøger sammen at forstå hvad der er sket med menneskeheden.

Krishnamurtis liv er meget veldokumenteret. Der er skrevet adskillige biografier om ham, Her er hvad jeg ser som de vigtigste, skrevet af forfattere som alle havde et personligt forhold til ham.

Først skal nævnes bøgerne af Mary Lutyens som blev skrevet på Krishnamurtis opfordring, Biografien udkom i tre bind med titlerne: The Years of Awakening – The Years of fulfilment – og The Open Door. Disse bøger blev skrevet mens Krishnamurti levede.

Efter hans død skrev hun endnu en biografi som opsummerer og komplementerer de forrige, den har titlen: The Life and Death of Krishnamurti. Mary Lutyens kendte Krishnamurti fra hun var tre år, og de var livslange venner.

En anden biografi jeg vil pege på, er skrevet af Pupul Jayakar som også i mange år var ven og samarbejdspartner med krishnamurti, den har den enkle titel Krishnamurti, A Biography og har et fokus på hans virke i Indien.

Den nyeste biografi jeg kender til, er Krishnamurti in America, skrevet af David Edmund Moody. David var også personligt engageret omkring Krishnamurtis arbejde, ved blandt andet at være den første lærer på Krishnamurti skolen i Ojai, Californien. 

Sidst men ikke mindst skal nævnes bogen In The Presence Of Krishnamurt, skrevet af Mary Zimbalist. Mary var sammen med Krishnamurti på daglig basis de sidste 20 år af hans liv. Hun blev en nær ven, samtidig med at hun fungerede som hans sekretær, rejseledsager og beskytter. Gennem alle årene tog hun dagligt notater om deres gøren og laden, og man kommer således meget tæt på Krishnamurtis dagligdag i denne del af hans liv.

De fire forfattere kommer fra henholdsvis England, Indien, og Amerika, som præcis var de steder Krishnamurti tilbragte det meste af sin tid, og holdt de fleste af sine taler og dialoger.

Ved et spørgsmål & svar møde stilles spørgsmålet:

HVEM ER DU?