Frihed

Frihed er ren iagttagelse, uden retning eller mål, uden frygt for straf eller belønning.

Krishnamurti

Frihed er meget vigtig her i den vestlige verden, og denne frihed betyder gør hvad du vil, og det gør man – seksuelt, emotionelt, romantisk, religiøst gør hvad du vil – er det frihed? Nej, det er det ikke. Frihed er at være fri af det maskineri der opbygger billeder.

Krishnamurti interviewet i Los Angeles 1981 af Keith Berwick.

I frihed er der orden

fra tale nr. 3 Santa Monica 1972

oversat og redigeret af Henrik Petersen

Vi har talt om at man skal være sit eget lys, at man psykologisk set, ikke skal være afhængig af nogen vejleder, nogen guide. Vi har også talt om, at man for sig selv skal finde en måde at leve på hvor alle former for konflikt, både de ydre og de indre, hører op.

Når man ser hvad der foregår i verden og i en selv, ser man at frihed er blevet totalt misforstået.

Man har friheden til, af patriotiske grunde, at tilintetgøre andre mennesker, man har friheden til at kæmpe for sit land, for sin gud. I frihedens navn har man ødelagt lande, man har forurenet naturen og luften. Nogle forskere siger at vores chance for at overleve er lille. Teknologisk udvikling, stigende produktion, overbefolkning, og de økonomiske skel i verden kommer til at ødelægge mennesket. Det er hvad friheden har bragt – friheden til at gøre hvad vi har lyst til, friheden til at forfølge vores egen særlige form for fornøjelse, om vi så gør det i guds navn, i sandhedens, i landets, i økonomiens, i samfundets navn. I denne frihed har vi skabt værdier som er uden mening, som er totalt umoralske.

Når man ser alt dette, hvad er så meningen med frihed? På den anden side kan mennesker ikke leve uden frihed, de kræver den, den er nødvendig. Men den frihed man ønsker, og den frihed man stræber efter, er egoistisk, selvisk, og har skabt en verden i total ubalance, en vanvittig verden. Det er derfor det er vigtigt, at vi for os selv finder ud af hvad frihed er.

I frihed er der orden, ellers er det ikke frihed, og der er også disciplin.

Jeg tror man skal forstå frihed, orden og disciplin på en helt ny måde, det er det vi vil tale om.

Det er en vidunderlig morgen. Var I nede på stranden og se solen stå op over havet? Er det ikke vidunderligt at se på bjergene, bakkerne, vandet der strømmer afsted, glæde sig over livets skønhed, roen og stilheden på sådan en morgen, høre fuglene, og være totalt god, være ét med naturen. At iagttage er også frihed, ikke ud fra noget specielt ønske, ikke ud fra noget center, men blot det at iagttage.

Så vi er nødt til at forstå frihed, orden og disciplin på en ny måde. Den orden vi taler om følger sine egne love og har sit eget liv, som er uden nogen som helst håndhævelse, kamp og konflikt. Vi vil sammen og for os selv finde ud af hvad orden betyder, og hvordan den kommer ind i vores liv. Er orden et produkt af tanken, tanken som er hukommelse, fantasi, bedrag? Kan vi opfinde orden, huske på vores fortid og skabe den gennem mental aktivitet? Forstår I spørgsmålet?

Tanken har skabt den verden vi lever i; hvor kaotisk, miserabel og vanvittig den end er, så er den verden vi lever i et produkt af kalkulerende tænkning. Denne tænkning har tilvejebragt en vis overfladisk orden, med uorden. Så, det spørgsmål vi stiller, er - kan tanken skabe orden?

Alle Nationer, alle regeringer, alle religiøse splittelser, er et resultat af kalkulerende tænkning. Jeg tror ikke nogen kan benægte det, det er en psykologisk kendsgerning, såvel som det er en ydre kendsgerning. Denne kalkulerende tænkning har ført til store lidelser, stor uorden. Og vi ønsker at skabe orden gennem den samme proces, ved at bruge tanken. Vi skal have lov og orden, siger vi. Jo mere politisk, social og økonomisk uorden der er, jo større er kravet om orden. Men den uorden som findes i verden, skyldes tanken, ikke? Så, kan tanken skabe orden? Og hvad mener vi med orden, ydre såvel som indre? Kan tanken få den uorden, forvirring og konflikt der er i os selv til at høre op? Eller er der en helt anden måde at nærme sig dette problem på?

Orden er ikke at tilpasse sig et mønster. Orden er ikke at kopiere en særlig moral. Orden er ikke at acceptere autoriteter. Orden er ikke efterligning og konformitet. Konformitet, efterligning, og sammenligning skaber uorden.

Ser du, når du sammenligner dig selv med en anden, fornægter du ikke bare dit eget lys, du prøver også at efterligne, tilpasse dig en andens. Konformitet er, moralsk set, umoralsk, fordi konformitet indebærer sammenligning, det indebærer en konstant tilnærmelse til et symbol, til en idé, til en person. Så i konformiteten er der altid kamp, der er altid konflikt mellem det, som er, og det, som burde være — dette burde være, kan være din egen projektion, eller det kan være en etableret tradition. Konformitet er en form for uorden, og det vi undersøger er, hvad der skaber uorden. Ved at forstå årsagerne til uorden, skaber vi selvfølgelig, basalt set, orden. Ikke sandt?

Jeg kan se konformitet og sammenligning skabe uorden i mit liv, for når jeg sammenligner mig selv med en eller anden – altid en der er finere, bedre, mere kultiveret, mere intelligent – så føler jeg mig ringere, mindre værd, og ud af den følelse vokser der aggression, konkurrencelyst, konformitet.

I udforskningen af det her er du nødt til selv at se om du sammenligner, imiterer, tilpasser dig, og når du ser det, ikke bare snakker om det, for ordet er ikke tingen, beskrivelsen er ikke det beskrevne, men når du ser det nonverbalt, faktisk, direkte, så er der i denne erkendende sansning en orden som er helt forskellig fra den orden som er frembragt af tanken.

Tanken splitter. Tanken splitter ikke bare det ydre men også det indre op. Det er tanken som siger: jeg må kontrollere: ”jeg” værende noget andet end det som kontrolleres. I denne indre splittelse er der konflikt. Jeg må blive bedre, jeg må følge idealet. Så tanken splitter tingene ad, og denne splittelse er en af hovedårsagerne til konflikt, både i den ydre og den indre verden – så simpelt er det, er det ikke?

Når man kalder sig selv amerikaner, russer, franskmand, muslim, katolik, protestant, eller andet, med de dertil hørende standarder, forestillinger, trossætninger, og måder at opføre sig på, så er der splittelse, en splittelse skabt, produceret, lavet af tanken.

Tanken betinger sindet, og selve denne betingning er splittelse og derfor konflikt.

Vi undersøger hvad der fører til uorden. Vi ser ikke på hvad orden er, men hvad uorden er, hvordan den sniger sig ind i vores liv, hvordan den bliver en del af vores konstruktion og menneskelige natur. Med håbet om at blive tryg i en utryg verden, skaber tanken trossætninger, den opfinder guder, frelsere, og alle de skøre småguruer der er overalt, med deres særlige systemer, filosofier, discipliner – alt sammen skyldes tanken, ”jeget”, som tror det vil blive oplyst gennem en eller anden. Meget udspekuleret!

Orden indebærer, som vi sagde, disciplin. Det er et uheldigt ord, for det betyder almindeligvis konformitet, træning, tilpasning. Men ordet disciplin betyder egentlig at lære – ikke tilpasning, undertrykkelse, kontrol – men at lære. Og man kan ikke lære hvis man ikke er fri. Frihed er ikke at gøre hvad du har lyst til, det er ikke at lade dine personlige idiosynkrasier gå grassat. Men det er hvad du har gjort, du har ladet dine aversioner, dine aggressioner, dine krav om nydelse og din forfølgelse af nydelse gå for vidt. Alt det har smedet den her verden. Og du tror, du er fri…

Når du selv opdager hvad uorden er, hvad der skaber dette kaos, så kommer der en naturlig orden der følger sin egen lov, sin egen skønne disciplin.

Hør hele talen som ovenståen er taget fra.

Vi må begynde at forstå frihedens inderlighed og pragt; vi må begynde med det der er  nærmest, vi må begynde med os selv.  Frihedens vælde, virkelig frihed, værdigheden, skønheden i den, er i os selv når der er fuldkommen orden. Og den orden kommer kun når vi er et lys for os selv.

Questions and Answers, pp. 106-107