Frihed er ren iagttagelse, uden retning eller mål, uden frygt for straf eller belønning.
Krishnamurti
I den vestlige verden betyder frihed rigtigt meget og frihed betyder her , gør hvad du vil, og det gør man – seksuelt, emotionelt, romantisk, religiøst gør hvad du vil – er det frihed? Nej, det er det ikke. Frihed er at være fri af det maskineri der opbygger billeder.
Krishnamurti interviewet i Los Angeles 1981 af Keith Berwick.
Vi har talt om at man skal være sit eget lys, at man psykologisk set, ikke skal være afhængig af nogen vejleder, nogen guide. Vi har også talt om, at man for sig selv skal finde en måde at leve på hvor alle former for konflikt, både de ydre og de indre, hører op.
Når man ser hvad der foregår i verden og i en selv, ser man at frihed er blevet totalt misforstået.
Man har friheden, af patriotiske grunde, til at udslette andre mennesker, friheden til at kæmpe for sit land, for sin gud. I frihedens navn har man ødelagt nationer, man har forurenet naturen og luften. Nogle forskere mener at vores overlevelseschancer er små. Teknologiske fremskridt, stigende produktion, overbefolkning, og de økonomiske kløfter i verden vil ødelægge menneskeheden. Det er hvad friheden har ført til – friheden til at gøre hvad vi har lyst til, friheden til at forfølge vores egen specifikke form for nydelse, hvad enten det er i guds navn, i sandhedens, i landets, i økonomiens, i samfundets navn. Med denne frihed har vi skabt værdier der er meningsløse og dybt umoralske.
Når man betragter alt dette, hvad er da meningen med frihed? På den anden side kan mennesker ikke leve uden frihed; de kræver den, den er essentiel. Men den frihed, man ønsker, og den frihed, man stræber efter, er ofte egoistisk, selvisk og har ført til en verden i total ubalance, en absurd verden. Derfor er det afgørende, at vi selv opdager, hvad frihed virkelig betyder.
I frihed er der orden, ellers er det ikke frihed, og der er også disciplin.
Jeg tror man skal forstå frihed, orden og disciplin på en helt ny måde, og det er det vi vil tale om.
Det er en pragtfuld morgen. Var I nede på stranden og se solen stå op over havet? Er det ikke fantastisk at se bjergene, bakkerne, vandet der bruser afsted, og glædes ved livets skønhed, freden og stilheden på en sådan morgen, og også lytte til fuglene, og være totalt god, i ét med naturen. Iagttagelse er frihed, ikke ud fra et bestemt ønske, ikke fra et centrum, men blot det at iagttage.
Vi må derfor forstå frihed, orden og disciplin på en ny måde. Den orden vi taler om, følger sine egne love og har sit eget liv, som er uden nogen som helst håndhævelse, kamp og konflikt. Vi vil sammen og for os selv finde ud af hvad orden betyder, og hvordan den kommer ind i vores liv. Er orden et produkt af tanken, tanken som er hukommelse, fantasi, bedrag? Kan vi opfinde orden, huske vores fortid og skabe den gennem mental aktivitet? Forstår I spørgsmålet?
Tanken har skabt den verden vi lever i; hvor kaotisk, miserabel og vanvittig den end er, så er den verden vi lever i et produkt af kalkulerende tænkning. Denne tænkning har tilvejebragt en vis overfladisk orden, med uorden. Så, det spørgsmål vi stiller, er - kan tanken skabe orden?
Alle nationer, alle regeringer, alle religiøse splittelser, er et resultat af kalkulerende, beregnende tænkning Det er en psykologisk realitet, såvel som en ekstern kendsgerning, som jeg mener ingen kan benægte. Denne beregnende, kalkulerende tænkning har ført til store lidelser, stor uorden. Og vi forsøger og ønsker at skabe orden gennem den selvsamme proces, ved at tænke os til den. Vi skal have lov og orden, siger vi. Jo mere politisk, social og økonomisk uorden der er, jo større er kravet om orden. Men den uorden som findes i verden, skyldes tanken, ikke? Så, kan tanken skabe orden? Og hvad mener vi med orden, ydre såvel som indre? Kan tænkning få den uorden, forvirring og konflikt der findes indeni os til at høre op? Eller skal vi nærme os dette problem på en helt anden måde?
Orden er ikke at tilpasse sig et mønster. Det er ikke at kopiere en bestemt moral. Det er ikke at acceptere autoriteter. Orden er ikke efterligning og konformitet. Det er konformitet, efterligning og sammenligning, der fører til uorden
Ser du, når du sammenligner dig selv med en anden, fornægter du ikke bare dit eget lys, du prøver også at efterligne, tilpasse dig en andens. Konformitet er, moralsk set, umoralsk, fordi konformitet indebærer sammenligning, det indebærer en konstant tilnærmelse til et symbol, til en idé, til en person. Så i konformiteten er der altid kamp, der er altid konflikt mellem det, som er, og det, som burde være — dette burde være, kan være din egen projektion, eller det kan være en etableret tradition. Konformitet er en form for uorden, og det vi undersøger er, hvad der skaber uorden. Ved at forstå årsagerne til uorden, skaber vi selvfølgelig, basalt set, orden. Ikke sandt?
Jeg kan se konformitet og sammenligning skabe uorden i mit liv, for når jeg sammenligner mig selv med en eller anden – altid en der er finere, bedre, mere kultiveret, mere intelligent – så føler jeg mig ringere, mindre værd, og ud af den følelse vokser der aggression, konkurrencelyst, konformitet.
I udforskningen af det her er du nødt til selv at se om du sammenligner, imiterer, tilpasser dig, og når du ser det, ikke bare snakker om det, for ordet er ikke tingen, beskrivelsen er ikke det beskrevne, men når du ser det nonverbalt, faktisk, direkte, så er der i denne erkendende sansning en orden som er helt forskellig fra den orden som er frembragt af tanken.
Tanken splitter. Tanken splitter ikke bare det ydre men også det indre op. Det er tanken som siger: jeg må kontrollere: ”jeg” værende noget andet end det som kontrolleres. I denne indre splittelse er der konflikt. Jeg må blive bedre, jeg må følge idealet. Så tanken splitter tingene ad, og denne splittelse er en af hovedårsagerne til konflikt, både i den ydre og den indre verden – så simpelt er det, er det ikke?
Når man kalder sig selv amerikaner, russer, franskmand, muslim, katolik, protestant, eller andet, med de dertil hørende standarder, forestillinger, trossætninger, og måder at opføre sig på, så er der splittelse, en splittelse skabt, produceret, lavet af tanken.
Tanken betinger sindet, og selve denne betingning er splittelse og derfor konflikt.
Vi undersøger hvad der fører til uorden. Vi ser ikke på hvad orden er, men hvad uorden er, hvordan den sniger sig ind i vores liv, hvordan den bliver en del af vores konstruktion og menneskelige natur. Med håbet om at blive tryg i en utryg verden, skaber tanken trossætninger, den opfinder guder, frelsere, og alle de skøre småguruer der er overalt, med deres særlige systemer, filosofier, discipliner – alt sammen skyldes tanken, ”jeget”, som tror det vil blive oplyst gennem en eller anden. Meget udspekuleret!
Orden indebærer, som vi sagde, disciplin. Det er et uheldigt ord, for det betyder almindeligvis konformitet, træning, tilpasning. Men ordet disciplin betyder egentlig at lære – ikke tilpasning, undertrykkelse, kontrol – men at lære. Og man kan ikke lære hvis man ikke er fri. Frihed er ikke at gøre hvad du har lyst til, det er ikke at lade dine personlige idiosynkrasier gå grassat. Men det er hvad du har gjort, du har ladet dine aversioner, dine aggressioner, dine krav om nydelse og din forfølgelse af nydelse gå for vidt. Alt det har smedet den her verden. Og du tror, du er fri…
Når du selv opdager hvad uorden er, hvad der skaber dette kaos, så kommer der en naturlig orden der følger sin egen lov, sin egen skønne disciplin.
fra tale nr. 3 Santa Monica 1972
oversat og redigeret af HP
Hør hele talen som ovenståen er taget fra.
Vi må begynde at forstå frihedens inderlighed og pragt; vi må begynde med det der er nærmest, vi må begynde med os selv. Frihedens vælde, virkelig frihed, værdigheden, skønheden i den, er i os selv når der er fuldkommen orden. Og den orden kommer kun når vi er et lys for os selv.
Questions and Answers, pp. 106-107
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes