Krishnamurti gjorde det helt klart at han ikke ønskede fortolkere, at han ikke autoriserede nogen til at udlægge det han havde at sige. Samtidig opfordrede han til at man satte spørgsmålstegn ved alt, også det han sagde, at man diskuterede det og selv opdagede hvad der var sandt og ikke sandt i alle væsentlige spørgsmål.
Så disse kommentarer og alt hvad der er på hjemmesiden skal ses som en dialog mellem venner, eller som nogen vist har kaldt det, en herredømmefri samtale.
Det er en dialog med én selv. Der er ingen lærer og ingen der belæres.
THE PERSON, KRISHNAMURTI, is not at all important. What is important is that we investigate, examine, observe and think clearly, not trying to understand the speaker but together understand what has happened to humanity, what is happening in the world and our relationship to it.
Af Henrik Petersen
Et par bemærkninger til ovenstående erklæring
Denne erklæring fascinerer af flere grunde. For det første indikerer den, at når det gælder grundlæggende ting som f.eks. frihed, fred og kærlighed, så er tid ikke involveret. Enten er der frihed eller også er der ikke frihed, enten er der fred eller også er der ikke fred, enten er der kærlighed eller også er der ikke. Krishnamurti er absolut, og der er ikke plads til gradbøjninger. Dette betyder at frihed ikke er et mål der skal nås engang i fremtiden, at fred er ikke en proces hvor man bliver mindre og mindre voldelig, og at kærlighed ikke er et løfte f.eks.
Kærlighed, fred og frihed er noget helt andet ifølge Krishnamurti, og han inviterer os til at udforske disse ting meget nøje. Han siger, at tiden er menneskets værste fjende. Han er meget kritisk overfor idéen om psykologisk udvikling, og idealer ses som en omgåelse af, en flugt fra det, som er. Du er voldelig eller egoistisk, så du dyrker ikkevold og godgørenhed, og på den måde undgår du at se dig selv som du er. På den måde skaber du konflikten mellem det, som er – og det, som burde være, mellem virkeligheden og idealet, og denne konflikt lader dig aldrig i fred, og fører vel egentligt ikke til andet end at du lever i håbet om at blive et bedre menneske, en renere sjæl – med tiden!
Krishnamurti fornægter hele denne tilgang, idet han påpeger at den jo ikke har ført til en radikal forandring af menneskesindet. Du er nødt til at gøre det umulige, siger han, du må starte med frihed, du må starte med fred, du må starte med ikke at vide.
Et andet interessant aspekt jeg læser ind i denne erklæring om, at det første skridt er det sidste er, at alt åndeligt hierarki og alle åndelige mål er væk. Der er ikke noget med at nogle åndeligt set er langt foran, og andre er langt bagud. Det åndelige, det religiøse, eller hvad vi nu kalder det, handler ikke om selvudvikling, om at opnå noget, blive bedre og bedre og så videre, det handler måske om det slet ikke at måle. Så, med sådan en forståelse er religiøse eller spirituelle ambitioner ude.
Det Krishnamurti taler om kan vi måske kalde det umålelige, det er det der ligger uden for tanken, for tanken måler, sammenligner, bedømmer, konkluderer. Gør den andet? Tanken er ikke kærlighed, siger Krishnamurti.
Så kærlighed, frihed, fred, og religion er måske noget helt andet, end det vi normalt forbinder det med, end det vi tror det er. For tror vi ikke alt muligt som en betinget refleks? Vi tror man må kæmpe for friheden, vi håber freden kommer en dag, selvom vi på utallige måder skaber ufred i det daglige, vi tror religion handler om tro, og at kærlighed handler om sex, om nydelse, og så videre og videre.
Det Krishnamurti siger er ikke noget vi skal tro på, men lytter vi, kan det måske igangsætte en grundlæggende undersøgelse af de idéer, overbevisninger, dogmer, vi bevidst eller ubevidst, bygger vores liv på. Det er en udforskning vi for os selv og sammen må foretage. Hvorvidt det fører til noget at udforske, iagttage, spørge ind til menneskelivet i alle dets aspekter er irrelevant, er det ikke? Enten bliver du bidt af det eller også gør du ikke. Det er livet der udfordrer os, ikke Krishnamurti.
Erklæringen om at det første skridt er det sidste, peger også på, at nuet er det vigtigste i livet, ja, faktisk det eneste der er. At leve i nuet er nok et slogan mange vil tilslutte sig, men hvad indebærer det egentlig? Jeg ved det ikke, men kan godt se, at vi vist først må se på hvad psykologisk tid er, hvad tanken er, hvad identitet er, og om jeget kun eksisterer når vi tænker i tid. Måske betyder det at leve i nuet, at leve uden et center, uden følelsen af et mig, et mig der har - og er - og skal - og vil alt muligt.
En ven sagde, at Krishnamurtis lære måske kunne ses som et hologram, idet det hele kan skimtes i hver en lille del, i hver en sætning, ja, måske – det første skridt er det sidste.
The First Step is the Last Step er for øvrigt også titlen på en bog fra 2004. Bogen er en ny-redigering af Krishnamurti in India 1970-71.
Krishnamurti Foundation Trust Online Shop (kfoundation.org)
På bagsiden finder man dette citat:
Det første skridt er det sidste skridt. Det første skridt er at lægge mærke til hvad du tænker, lægge mærke til dine ambitioner, lægge mærke til din bekymring, din ensomhed, din fortvivlelse, denne ekstraordinære følelse af sorg. Læg mærke til den uden nogen fordømmelse, retfærdiggørelse, uden at ønske det var anderledes, læg blot mærke til alle disse ting som de er. Når du lægger mærke til alt dette som det er, så finder der en helt anden slags handling sted, og den handling er den endelige handling. Det betyder, at når du virkelig lægger mærke til noget som værende falsk eller som værende sandt, så er den erkendelse den endelige handling, det endelige skridt.”
Though you may feel that your ego is something great, all-inclusive, you will find it is an illusion; it is an emptiness, a bubble that is soon pricked.
(Star Bulletin 1932)
The art of living is to bring this “I” process to an end.
New York City 1936
"Du har ikke et problem; du er problemet."
En helt almindelig aktivitet, en helt almindelig eftermiddag bekræfter, at dette er sandt, hvilket vender alting på hovedet.
hp. juni 2024
Notater fra en Krishnamurti dialog
Det der slog mig, var da han sagde, ”det kendte er frygt.” det er stadig hos mig.
Taler vi om frygten for hinanden?
Så længe jeget er til er frygten det også; frygten og selvet er en og samme ting, er det ikke?
Er jeg ikke andet end hukommelse?
Alle bygger deres eget slot.
Jeg er bange for mig selv.
Der er kun én frygt – der er kun frygt – og frygt er energi.
Frygten er mig, jeg er frygten.
Hvor lærer vi om selvet, om jeget, hvilken plads har det i vores uddannelsessystem?
Livet er usikkert, kan vi forblive i denne usikkerhed?
Selvkonstruktionen, altså jeget, føles virkeligt. Vi siger f.eks.; ”hvor er det pinligt” eller ”han var forvirret og flov”.
At være sårbar, ægte, skrøbelig – har det noget med erkendelsen af ”ikke at vide” at gøre?
Er der ikke forskel på at være sårbar og sensitiv? Og blokerer jeget, selvkonstruktionen, sensitiviteten?
Så er der også hele spørgsmålet om ”becoming”, om hvorfor vi går så meget op i at blive eller være noget.
Vi taler og taler om alt muligt, men hvor taler vi fra? Hvor er vi hver især egentlig lige nu?
At være tæt på det, som er - at være som et barn.
Ting og situationer kan være ladet med følelse, og genkendelsen af en sådan ”ting” eller situation er som at trykke på en knap.
Adskillelsen er også mig. Jeg er adskillelsen.
Jeg bliver udstillet, afsløret, føler mig blottet.
Jeg får og jeg får ikke. begge dele er mig.
En del, et fragment, kan ikke se helheden, og jeget er et fragment.
Jeg vil gerne forstå, jeg ønsker at forstå – hvad betyder det?
Almindeligvis betyder forståelse, ”jeg har det”, jeg har forstået, så det er altså fortid.?
Men måske har forståelse intet med tid at gøre? Forståelse kan ikke oplagres.
At forstå er at se, og denne séen er ikke personlig.
Er forståelse en optrevling?
Hvordan hænger krop og forståelse sammen? Og hvad med vores modstand mod at se?
Jeg ved ikke om disse notater giver en fornemmelse af hvordan en Krishnamurti dialog kan være, men det er i hvert fald noget der blev sagt i en sådan dialog, og som jeg fandt interessant.
Dialogerne er som regel ikke særlig strukturerede, men ofte er der et udgangspunkt, et spørgsmål man gerne vil undersøge.
Det er svært at sige hvad man får ud af det - men måske det heller ikke er pointen.
Et af de spørgsmål der ligger bag disse dialoger, er om vi kan lære at se og tænke sammen. kan vi komme ud over blot at udveksle synspunkter?
Dialogen disse notater er fra foregik via internettet.
Fri gendigtning af forordet til Krishnamurti-bogen Facing A World In Crisis.
k
Hvor tit hæver vi egentlig blikket fra vores eget og dagligdagens mange gøremål, og ser bredt på hvad der faktisk foregår i verden og hvordan vi forholder os dertil? På flere planer lever mange af os i en meget lille verden, i en meget lille bevidsthed, hovedsalig optaget af vores eget, men den store verden, den globale bevidsthed banker på..
Vi bliver i dag, mere end nogensinde, konfronteret med hvad der sker i verden. Den globale tv-dækning og internettet betyder at vi kan følge enhver naturkatastrofe, ethvert terrorangreb, enhver krig, enhver krise og demonstration, ethvert topmøde, enhver celeber begivenhed og enhver større sportsbegivenhed live.
Denne konstante nyhedsstrøm udgør sammen med vores egen dagligdag og personlige erfaring vores bevidsthed om verden. Selv om nyhedsstrømmen ofte er tendiøs, sensationsorienteret og svælger i død og ødelæggelse, så fortæller den om hvad der faktisk sker, den afspejler mere eller mindre præcist verdenssituationen. Vi ser at naturkatastrofer, uroligheder og uansvarlighed et sted kan have konsekvenser jorden rundt. Vi ser at alle vores krige, udover at handle om territorier og ressourcer, også handler om religion, etnicitet og nationalitet. Vi er handelsmæssigt og økonomisk bundet sammen på kryds og tværs, og vi flytter os som aldrig før og overalt fører det til kultursammenstød. I disse kultursammenstød kender vi grundlæggende ikke til andet end at forfægte vores egen tradition, vores egne værdier, og selvom vi indimellem taler om tolerance ved vi godt det ikke er løsningen, for tolerancen er en fernis, en tynd overflade. Vi ser også at menneskets umådelige foretagsomhed har fatale konsekvenser for alt andet liv; overalt forsvinder dyre- og plantearter i hastigt tempo, og det synes ikke at betyde noget for de fleste af os. Vores foretagsomhed er så omfattende at det har sat gang i klimaændringer, som i sidste ende truer vores egen eksistens.
Alt dette kalder på en ny bevidsthed. Den gamle bevidsthed som er lokal, traditionsbunden, religiøst og ideologisk fikseret, kan ikke tage den nuværende udfordring op. En meget begrænset bevidsthed kan ikke tage en umådelig udfordring op. Spørgsmålet er om der kan opstå en ny menneskelig bevidsthed, om vi kan vække en ny ansvarlighed, en ny følelse af slægtskab og samhørighed med alt levende, for vi kan ikke løse vores problemer med en selvisk bevidsthed - kan vi?
Krishnamurti begynder ofte en tale med at invitere os til sammen med ham at iagttage verdenssituationen. Han beskriver den nøgternt og pointerer, at vi ikke kan melde os ud af verden, at det ikke hjælper at vende ryggen til hvad der foregår i verden, og at det er illusorisk at tro at vi ikke har noget med al volden, alle konflikterne, alle ødelæggelserne i verden at gøre. Vi er nødt til at se og føle og forstå, at vi alle er i samme båd.
Du er verden og verden er dig, siger Krishnamurti igen og igen. Intellektuelt giver vi måske udsagnet en chance, men forstår og føler vi det sådan? Hvad er det der forhindrer os i at indse og føle at vi alle lever på samme jord, og at det er vores alle sammens jord? Er det propaganda, tusinder års propaganda som siger at vi, altså et eller andet ekskluderende vi, har mere ret til jorden end andre? Er det den konstante eksponering og dyrkelse af personer, individualitet, som vi ser overalt? Hvis udsagnet om, at jeg er verden og verden er mig, er sandt på et helt grundlæggende plan følger, at det kun er hvis jeg forandrer mig at verden forandrer sig, og at vi hver især derfor har et ansvar der går langt ud over os selv. Så er du verden, føler du det – eller føler du dig anderledes? Og lige meget hvad svaret er – hvad er så virkelighed og hvad er illusion?
Meget taler altså for, at det kun er et nyt sind, ikke et nyt system, en ny tro, eller en ny forestilling, som kan skabe en ny verden. Hvad forhindrer så dette nye sind i at opstå? Det er disse forhindringer Krishnamurti hele tiden udforsker, og han siger at det kun er når vi lader det gamle sind fare, og har en indsigt i dets væsen og natur, at vi bliver i stand til at agere intelligent i forhold til den politiske, økonomiske, miljømæssige, religiøse og personlige verdenssituation.
Noget af det der kendetegner det gamle sind og forhindrer et nyt sind i at blive til, er vores autoritetstro. Vi vil så gerne have hurtige og nemme svar på alverdens problemer, og derfor søger vi altid efter en ny leder, et nyt system, et nyt program vi kan tro på. Viden og autoritet har sin plads, anerkender Krishnamurti, men det får hjernen til at svinde ind, når vi ved at tro på autoriteter i livets grundliggende spørgsmål, lægger ansvaret fra os. Vi må derfor se på hvilken rolle autoritet spiller i vores liv, hvilken rolle den spiller i forhold til følelsen af tryghed, i forhold til magt og i vores forhold til hinanden.
Vi lever på mange måder et anden-hånds-liv, vi bliver underholdt, vi bliver belært af eksperter på alle områder, vi uddannes og får værktøjer til at klare enhver situation, vi lever stort set adskilt fra naturen, og mad og oplevelser er noget vi køber. Vi er forbrugere og alt er så gennemtygget at mange må gå til ekstremerne for at føle de er i live. Det Krishnamurti giver os er noget helt andet, han giver os hverken forklaringer eller teorier, men udsagn som kan kick-starte vores egne observationer og som skal efterprøves i vores eget liv – han giver os livet tilbage, vil jeg sige. For livet er noget vi hver især må udforske – det er større end nogen guru eller nogen lære, som Krishnamurti engang har sagt.
En anden ting Krishnamurti i næsten enhver tale påpeger er, at de billeder vi har af hinanden ødelægger vores forhold til hinanden. Alle disse forestillinger om os og dem, mig der er bedre eller værre end dig, manden der er vigtigere end kvinden og så videre, og så videre, alle disse attituder er farlige og falske.
Krishnamurti advarer også konstant mod rent intellektuelt bare at være enig eller uenig med hvad han siger; vi er nødt til selv at gå bag ordene og finde frem til sandheden, for som han formulerer det – ordet er ikke tingen, beskrivelsen er ikke det beskrevne.
Nogle gange blev han mødt af protester som gik på at han forlangte for meget af den enkelte: ”Vi er jo bare almindelige mennesker” som én engang sagde. Krishnamurti svarede, ”vi kan ikke længere tillade os bare at være almindelige mennesker… udfordringen er for enorm.”
Til de som ikke er bekendt med The teachings skal siges, at når han taler om forvandling og om et helt nyt sind som en forudsætning for at kunne skabe en anden verden, så indbyder han ikke til at tænke eller bevidst arbejde på at blive noget andet end det vi er; tanken er ikke redskabet, og målet ligger ikke ude i fremtiden; det er derimod hele tanken om, hele bestræbelsen på at blive noget psykologisk set han sætter spørgsmålstegn ved, for den største forhindring i forhold til at forstå os selv og derfor verden, er vores konstante optagethed af at være eller blive noget, siger han. Krishnamurti afviser med andre ord idealer og tid som midler til at forandre verden. Han beder os i stedet om, at blive ved og meget nøje iagttage det, som er; og i sådan en fuldkommen ubetinget og ikke-afstandtagende iagttagelse forvandles det, som er.
Krishnamurti inviterer os altså til altid at møde livets problemer og udfordringer som var det første gang, og give alt hvad vi har i os til dette møde. Vores problem eller udfordring er både global og personlig – der er ingen forskel.
Vær med i denne udforskning af Kernen i the Teachings faciliteret af Javier, en dedikeret Krishnamurti forsker. Videoen fokuserer på det første afsnit som er herunder i en dansk oversættelse.
Sandheden er et land uden stier. Man finder det ikke gennem nogen organisation, nogen tro, noget dogme, nogen præst eller noget ritual, og heller ikke gennem filosofisk viden eller psykologisk metode. Man finder det kun ved at se sig selv i det spejl forholdet til andre udgør, ved at forstå sit eget sinds indhold, ved at iagttage og ikke gennem intellektuel analyse eller minutiøs selvransagelse.
Kommentar til videoen
Året er 1918, man hører geværskud og kanonbrag som så forstummer. Stilheden sænker sig og vi hører fuglene synge. Denne optagelse siges at dokumentere afslutningen på første verdenskrig. Virkelig poesi eller hvad?
Med nygifte John Lennon og Yoko Ono i en berømt happening som baggrund citeres Krishnamurti for at sige at national og religiøs identitet, samt ambitioner af enhver art ultimativt vil føre til krig
Hvad siger vi til det? Er det sandt?
Er identitet i det hele taget en problematisk størrelse? Hvorfor identificerer vi os med det ene og det andet? Hvis vi ikke identificerer os med noget, hvad er vi så? Er jeget i sig selv problematisk?
Spørger vi nogensinde om hvorfor vi ikke kan leve i fred med hinanden og os selv – sådan helt seriøst? Eller har vi bare accepteret konflikt som en uundgåelig, naturlig del af livet?
Krishnamurti opfordrer til at vi stiller spørgsmål, også til hvad han siger. Hvad med når han siger at vi ikke får fred ved blot at ønske den. Ser vi det, er det sådan at alle vores bønner og håb om fred ikke gør en reel forskel? Det han siger er, at vi skal forstå den centrale årsag til konflikt og opløse den. Vi skal forstå den centrale årsag til konflikt i os selv, for når vi er i konflikt med os selv, skaber vi uundgåeligt konflikt udenfor os selv
.
Så spørgsmålet er om vi kan og vil påtage os det ansvar at forstå os selv og stoppe konflikten i os selv fuldstændigt?
Hvis du skaber fred i dig selv, skaber du fred i verden – for du er verden. Grundlæggende Krishnamurti vil jeg sige.
Ordet fred er ikke fred, men forståelsen af sindet er begyndelsen på fred. Så forstår jeg mig selv, forstår jeg tankens bevægelse, sindets bevægelse – sådan rigtigt?
Kan jeg se hvad idealer betyder og forårsager?
Resten af videoen er Krishnamurti "LIVE" i en tale fra Indien, og jeg kan kun anbefale at du selv ser den og lytter til hvad han har at sige. Den starter 6 minutter inde med at han peger på at så længe du har et billede af dig selv, vil du blive såret. Så kan vi leve helt uden disse billeder af mig og dig, spørger han.
Fandt en video på min gamle pc som jeg godt vil dele her hvor vinteren vel snart går på hæld.
UNDERSTAND THE WHOLE OF LIFE
You must understand the whole of life, not just one part of it. That is why you must read, that is why you must look at the skies, why you must sing, dance and write poems, and suffer, and understand, for all that is life.
Krishnamurti, Think on These Thing
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes