TÆNK SELV
Krishnamurti gjorde det helt klart at han ikke ønskede fortolkere, at han ikke autoriserede nogen til at udlægge det han havde at sige. Samtidig opfordrede han til at man satte spørgsmålstegn ved alt, også det han sagde, at man diskuterede det og selv opdagede hvad der var sandt og ikke sandt i alle væsentlige spørgsmål.
Så disse kommentarer og alt hvad der er på hjemmesiden skal ses som en dialog mellem venner, eller som nogen vist har kaldt det, en herredømmefri samtale.
Det er en dialog med én selv. Der er ingen lærer og ingen der belæres.
LYT SELV
SE SELV
MÆRK SELV
THE PERSON, KRISHNAMURTI, is not at all important. What is important is that we investigate, examine, observe and think clearly, not trying to understand the speaker but together understand what has happened to humanity, what is happening in the world and our relationship to it.
Henrik to himself
don't just read the map - walk the land
Send en kommentar
Accepter ikke noget af det, taleren siger. Test det selv.
Du skal blive fri, ikke på grund af mig, men på trods af mig.
J.Krishnamurti
Krishnamurti indgiver os den forståelse at sandheden ikke findes i den syvende himmel, men i observationen af vores rå og rodede hverdag, at den ikke findes bag kirkernes massive mure, men i et medmenneskets ansigt, at den ikke findes i ritualer og bandlysninger, men i lyset på vandet, i træerne, skyerne og bjergene, at den ikke findes i hellige støvede skrifter, men i den menneskelige bevidstheds levende bevæggrunde, at den ikke findes i autoritære systemer, men ved at vi søger i frihed, at den ikke findes i sentimental fromhed, men i ikke-vælgende bevidsthed, at den ikke findes i streng kontrol, men i glæden ved at opdage, at den ikke findes i bedragerisk tro på fremtidige fremskridt, men i det tidløse, altid nye nu.
Husker ikke lige hvor jeg stødte på denne korte tekst, måske det var på bagsiden af en bog, men den faldt i hvert fald i min smag så den blev oversat.
Henrik
Hvem taler Krishnamurti til?
Da jeg hørte podcasten Krishnamurti on Civilisation var der noget jeg fik lyst til at dvæle lidt ved, og det var spørgsmålet om seriøsitet. Er jeg egentlig seriøs, i den forstand Krishnamurti bruger ordet, spurgte jeg mig selv, og svaret svæver i vinden. Man kan sige at han taler til dem der gider lytte, og i alle de år han talte var der folk fra alle samfundslag der kom for at høre ham. En nær ven og medarbejder forsøgte på et tidspunkt at finde et fællestræk hos de som valfartede til Saanen og Brockwood for at høre Krishnamurti tale, men fandt ingen. Så måske vi ikke kommer det nærmere end, at Krishnamurti er for dem som er interesseret i at lytte. Og som K måske ville have sagt; lytte, ikke kun til ham, men til ens ven, ens nabo, til vinden og fuglene.
Havde egentlig tænkt det skulle være et kort uddrag, men det blev det ikke.
Public Talk 2 Saanen, Switzerland - 17 July 1973
Når man ser, hvordan verden ser ud omkring os, og hvordan vi faktisk er, hvilken verden vi har skabt, en verden fuld af brutalitet, splittelse, krige, grusomhed og lidelse, så føler man, hvis man er seriøs, at der er behov for store forandringer, ikke kun udadtil, men især inden i en selv. Jeg ved ikke, om du føler det samme som taleren: hvor vigtigt det er, at der kommer denne psykologiske revolution, for alle andre former for revolutioner, samfundsreformer, små lappeløsninger her og der, har ikke nyttet noget, de har ikke grundlæggende og dybt forandret mennesket.
Hvis du indser nødvendigheden af denne dybe indre forandring i sindet og tager den virkelig alvorligt, melder følgende spørgsmål sig uundgåeligt: Hvordan skal jeg, fanget i denne verden, i denne mærkelige kultur og civilisation, forandre mig grundlæggende, og hvad indebærer denne forandring? Dette spørgsmål har du sikkert stillet dig selv. Og jo mere seriøs du er, desto mere presserende bliver spørgsmålet.
Hvad skal jeg gøre? Som menneske, levende i denne verden, en grusom verden, hvor der er meget lidt mening, hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg transformere mig selv? Hvordan skal jeg forandre mig grundlæggende? For jeg ser, at jeg er nødt til at forandre mig grundlæggende, fordi alt ved mig, den måde jeg lever på, arbejder, arbejder, arbejder, frygten, volden, krigene, utrygheden, alle de religiøse strukturer, som ikke længere har mening, de politiske fupnumre, korruptionen – når jeg ser alt dette, hvordan skal jeg så forandre mig, så det får en virkning på verden, og også på min adfærd, min opførsel, min livsform, så den bliver helt anderledes? Er dette dit problem? Hvis det ikke er det, kan vi ikke dele det. Dele betyder at dele noget sammen, som vi er interesserede i, dybt optaget af, totalt engagerede i. Hvis vi har et motiv med at dele, er det ikke muligt at dele. Hvis jeg har et motiv, og du har et motiv, som naturligvis vil være forskellige, hvordan kan vi så sammen dele et problem? Problemet er: transformationen af menneskets samlede aktivitet.
Hvordan kan sindet, som er blevet formet gennem tid, gennem kulturer, gennem civilisationer, hvordan kan et sådant sind forvandles fuldstændigt, så det bevæger sig, handler og fungerer på en helt anden måde? Hvis det er dit problem, kan vi sammen dele det. Hvis du derimod siger: »Jeg har et personligt problem, som jeg må løse i forholdet til min kone eller min nabo; jeg har en bestemt sygdom, som jeg ønsker at blive helbredt for, og jeg håber du vil hjælpe mig«, så deler vi ikke problemet. Vi deler kun problemet, hvis du og jeg er dybt interesserede og fuldt ud engagerede i dets løsning. For mig er det det eneste problem. I løsningen af det problem vil jeg løse alle de andre problemer – mit forhold til andre, min ensomhed, min fortvivlelse, mine bekymringer, min frygt, mine glæder, spørgsmålet om døden, meditation, virkelighed – alt er involveret i dette.
…
Hvis I betragter jeres eget sind, som er det vestlige sind – jeg adskiller ikke vest og øst, men jeg taler her til jer, der er vesterlændinge, så…
Jeg betragter altså ikke det menneskelige sind som værende vestligt eller østligt; det er et menneskeligt sind. Og dette sind er præget af en kultur, af et miljø – økonomisk, socialt, klimatisk – dette sind er blevet formet gennem tid, gennem viden, gennem erfaring, til at møde verden, til at se på verden ud fra penge, magt, nydelse og også være i stand til at dræbe. Ikke sandt? Tænk over det. Sandsynligvis har kristne dræbt flere mennesker end noget andet folk i verden, inklusive Djengis Khan og (navn uhørligt) – hele den bande! Så I er programmeret til at dræbe, ikke kun andre mennesker ved hjælp af moderne krigsførelse, men også til at dræbe dyr for at få mad. Og penge er blevet ekstremt vigtige – jagten på penge, fordi penge giver jer nydelse, status, såkaldt frihed, sikkerhed. Og I er blevet religiøst programmeret til at acceptere et billede og overføre alle jeres personlige sorger til det billede. Jeres religion er baseret på autoritet, tradition, ritualer, dogmer og visse menneskers ufejlbarlighed. Socialt søger I magt, konkurrencen er meget voldsom, og I kan kun konkurrere effektivt, når I har megen viden. Derfor er uddannelse en dyrkelse af hukommelsen, som giver jer et effektivt redskab til at dræbe og overleve. Det er jeres konditionering, ligesom det er i Østen, bare på en anden måde. Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om dette – er der?
VI undersøger dette sammen, og i denne undersøgelse kan man se, at I har gjort enorme fremskridt inden for teknologi, videnskab og medicin. Men I har også ødelagt jorden, I har dræbt tusinder og atter tusinder af mennesker – for en idé, for penge eller for at udnytte jorden. I kalder jer kristne, I siger, at I elsker Gud – og så dræber I mennesker! Det er jeres arv, det er jeres betingning, og så længe der ikke er frihed fra denne betingning, kan der aldrig ske en forvandling af sindet.
Så en forvandling af sindet indebærer en total afvisning af denne civilisation og kultur. Forstår I, hvad vi taler om? En total afvisning af den monstrøse kultur, der har gjort os til det, vi er, hvor enhver kæmper for sig selv. I denne kultur siges det, at vi skal arbejde, ændre verden, have andre værdier, nye strukturer. Hvorfor skulle jeg arbejde? I siger, at man skal arbejde for at overleve, hvilket betyder at bevare strukturen, som den er. Reaktionen på det er: ›Jeg vil ikke arbejde, hvorfor skulle jeg arbejde?‹ Jeg håber, I følger godt med. Livet har ingen mening, sådan som det er nu. Har det? Du lider, er konstant i kamp med dig selv, med din kone, mand, med din nabo, konflikt, konflikt. Og din etik siger: arbejd, men din etik siger ikke: ›Hvad er meningen med livet?‹ Hvis du ikke finder meningen med livet, hvorfor skal jeg så arbejde? Det er enten for at støtte den gamle struktur, eller en ny struktur, en ny form for selvfornægtelse – du ved, hvad der foregår i verden. Hvorfor skulle jeg overhovedet arbejde? Og du har givet... kulturen har givet livet mening igennem arbejde, igennem de kristne guder, igennem at rejse til månen, igennem at blive en succesfuld person i verden. Din mening er derude. Og den er på vej til at miste sin betydning. Alt dette er fakta.
Når man ser alt dette, fyldes man med sorg, fælder mangen en tåre – ikke sentimentale tårer; man har forhørt sig, søgt, kigget her og der, men ingen af dem giver svaret. De siger: »Følg mig, tilbed mig, accepter dette adfærdsmønster, arbejd for en anden, ikke for dig selv, tænk på samfundet, ikke på dig selv.« Men alle disse udsagn er meningsløse, for man har ikke fundet meningen med livet, meningen med eksistensen, som ikke kan findes i nogen bog, hos en anden, ved at følge en guru, en autoritet; ingen af dem giver dig meningen med eksistensen, du må finde den selv. Det er det, vi skal gøre. Jeg er... taleren fortæller dig ikke betydningen eller meningen med livet, men sammen, og jeg mener sammen...vil vi finde ud af det. Og at finde meningen, ikke formålet – du kan opfinde et formål; hvis du er smart, intellektuel eller rimelig fornuftig, rimelig afbalanceret, kan du enten opfinde, acceptere eller udarbejde et formål. Formålet har ingen mening. Formålet, livet mål, er helt forskelligt fra meningen med eksistensen, meningen med livet. Det ene bliver overfladisk, mens hvis man virkelig søger efter den dybe mening med at leve, fører det dig... fører det sindet meget, meget langt.
Vores sind er altså betinget fra det øjeblik, vi fødes – eller endda før – og indtil vi dør. Og forvandlingen består i fuldstændig frihed fra denne betingning. Betingningen kommer til udtryk gennem diverse kulturelle strømninger – kunstneriske, religiøse, teknologiske, politiske, økonomiske, videnskabelige og så videre. Kan sindet være bevidst om denne betingning? Kan du være bevidst om den? Bevidst i den forstand, jeg mener med det ord, observere – vær venlig at lytte til dette – at observere uden nogen fordrejning, at observere din konditionering, det vil sige din kultur, din civilisation, samtlige bevægelser inden for sociale reformer, du ved, alt det, der foregår i den verden, som du er en del af, observere alt dette, blive bevidst om det. Vi mener med ordet ›bevidst‹ at observere, uden at forvrænge det med meninger, konklusioner, uden indblanding fra dine tendenser eller dine særlige erfaringer, at være bevidst om denne konditionering uden at vælge, men blot se. Og i observationen af den vil du, hvis du går dybt nok, fuldstændigt afvise denne kultur. Men du skal jo leve i denne verden. Det er problemet. Kan du forstå mig? Jeg håber, at du følger med i alt det her. Du ved, for mig er det her... Det brænder i mig.
Hvordan kan jeg, hvordan kan dette sind leve i denne verden, som er så frygtelig, så ødelæggende, så meningsløs, og samtidig vende den ryggen helt og holdent? Når jeg siger at vende ryggen til, mener jeg i virkeligheden at lægge alt det vrøvl, den har fyldt mit sind med, bag mig – deres religioner, deres holdninger, deres meninger, deres umoral, deres fokus på penge – du ved – det hele, drabene. Kan jeg vende ryggen til det og alligevel leve her? Ikke trække mig tilbage, flygte ind i et eller andet kloster, det giver ingen mening. Jeg ved ikke, om du nogensinde har leget den leg, hvor man trækker sig tilbage fra verden – trækker sig tilbage til et kloster eller ind på sit værelse og lukker alt ude, så man er fuldstændig isoleret. Hvis du nogensinde har gjort det, om det så kun er for en dag eller en uge, vil du snart opdage, at det ikke er vejen ud. Det er igen tanken, der i sin reaktion på denne vanvittige, forvirrede, sindssyge verden siger: ›Jeg kan kun løse det ved at trække mig tilbage.‹
…
Først og fremmest må vi være helt klar over, at beskrivelsen ikke er det beskrevne. Ok? Det, vi har beskrevet og sat ord på, er ikke selve tingen.
Og for det andet: er du helt sikker på, helt klar over, at der må ske en radikal forvandling – at du ikke må have en finger med i denne samfundsorden, denne kirke, denne sekt, denne bog og så videre – en total forvandling? Og for det tredje: dette sind, som er resultatet af denne kultur, denne civilisation, det er et resultat af den, og for at blive fri for denne konditionering må du totalt fornægte kulturen og alligevel leve i den.
Mennesket længes inderst inde efter et godt samfund
Hvorfor talte Krishnamurti, hvad var intentionen? Nogle steder erklærer han at formålet eller intentionen med hele hans værk og virke er at skabe et godt og fredeligt samfund hvori det er muligt at leve lykkeligt og uden frygt. Dette perspektiv eller denne vision er for mig central.
Vi har ved hjælp af religion, politik, handel, regler og så videre forsøgt at skabe et sådant samfund, men er ikke lykkedes. Vi taler om et samfund hvor hver enkelt ikke blot prøver at realisere sine egne ambitioner, hvilket meget hurtigt indebærer konflikt og vold, vi taler om at leve uden aggression, uden denne stræben efter personlig succes og så videre. En af Krishnamurtis vitale pointer er, at et samfund er bygget på menneskers forhold til hinanden, så hvis vores forhold til hinanden ikke er korrekt, præcist og reelt, som han siger, så får vi det samfund vi har nu.
Henrik
J. Krishnamurti - Saanen 1979 - Public Talk 2 - Can we together create a good society?
Kan vi sammen skabe et godt samfund?
Vi skal være i stand til at tænke sammen.
Hvis vi er i stand til at tænke sammen, ophører skellet mellem dig og mig
At tænke sammen handler ikke om at være enig eller uenig, men om at lægge sine egne synspunkter, fordomme, meninger og vurderinger til side
Vi siger altså, at der er fuldstændig, total sikkerhed, når vi er sammen. Forstår du det? Når vi tænker sammen. Kun da kan der opstå et godt samfund, som er retfærdigt, moralsk og fredeligt – du ved. Dér er der sikkerhed, ikke i det, I har nu.
Basta. Vi ses i overmorgen, tror jeg - gør vi ikke?
Samarbejde
HVAD ER DET VIGTIGSTE I SAMARBEJDE? Er det det, vi samarbejder om, de mennesker, vi samarbejder med, eller er det den intense følelse af samarbejde, af at arbejde sammen, gøre ting sammen? Kan der være samarbejde omkring en tro, omkring en autoritet, der repræsenterer denne tro? Kan der være samarbejde, ånden i det, følelsen af det, dybden i det, hvis der er personlige følelser indblandet, personlig vinding eller frygt for ikke at høre til? Hvis noget af dette er til stede, vil der utvivlsomt opstå splittelse, modsætninger og konflikter. Livet kræver, at vi alle arbejder sammen. Det er en del af civilisationen, at vi ikke kan eksistere uden andres hjælp. Jo mere uddannet man er, i ordets rette forstand, jo større er behovet for samarbejde.
At arbejde sammen betyder ikke, man skal tænke ens eller følge en andens dybere eller mere omfattende tankegang. Når der er nogen form for underdanighed, sniger autoritet sig ind. Autoritet kan tvinge os til at samarbejde for vores egen vindings skyld eller for et løfte om fremtidige fordele, men intelligens er ikke tankens barn. Tanken har sine egne golde børn. Når tanken samarbejder, fører det uundgåeligt til splid og konflikt. Tanken er gammel, men intelligens har ingen alder. I samarbejde er der ingen undertrykkelse, og ingen underdanighed.
Du må altså finde ud af, om du som menneske rent faktisk har denne følelse af samarbejde, af at vi arbejder sammen. Kun da kan du udtrykke denne følelse ærligt – den vil komme til udtryk af sig selv. Uden denne følelse bliver det hyklerisk og overfladisk at tale om samarbejde, for det er ikke samarbejde. Uden denne følelse vil enhver civilisation gå i opløsning.
Vores spørgsmål er egentlig, om man som menneske kan være forelsket, ikke i idéen om samarbejde, men i selve samarbejdet... Når vi virkelig forstår, hvad det vil sige at samarbejde, vil vi også vide, hvornår vi ikke skal samarbejde.
Fra bogen<<CAN THE MIND BE QUIET? /TO LEARN COOPERATION IS PART OF EDUCATION>>
Though you may feel that your ego is something great, all-inclusive, you will find it is an illusion; it is an emptiness, a bubble that is soon pricked.
(Star Bulletin 1932)
The art of living is to bring this “I” process to an end.
New York City 1936
Det første skridt er det sidste skridt
Af Henrik Petersen
Et par bemærkninger til ovenstående erklæring
Denne erklæring fascinerer af flere grunde. For det første indikerer den, at når det gælder grundlæggende ting som f.eks. frihed, fred og kærlighed, så er tid ikke involveret. Enten er der frihed eller også er der ikke frihed, enten er der fred eller også er der ikke fred, enten er der kærlighed eller også er der ikke. Krishnamurti er absolut, og der er ikke plads til gradbøjninger. Dette betyder at frihed ikke er et mål der skal nås engang i fremtiden, at fred er ikke en proces hvor man bliver mindre og mindre voldelig, og at kærlighed ikke er et løfte f.eks.
Kærlighed, fred og frihed er noget helt andet ifølge Krishnamurti, og han inviterer os til at udforske disse ting meget nøje. Han siger, at tiden er menneskets værste fjende. Han er meget kritisk overfor idéen om psykologisk udvikling, og idealer ses som en omgåelse af, en flugt fra det, som er. Du er voldelig eller egoistisk, så du dyrker ikkevold og godgørenhed, og på den måde undgår du at se dig selv som du er. På den måde skaber du konflikten mellem det, som er – og det, som burde være, mellem virkeligheden og idealet, og denne konflikt lader dig aldrig i fred, og fører vel egentligt ikke til andet end at du lever i håbet om at blive et bedre menneske, en renere sjæl – med tiden!
Krishnamurti fornægter hele denne tilgang, idet han påpeger at den jo ikke har ført til en radikal forandring af menneskesindet. Du er nødt til at gøre det umulige, siger han, du må starte med frihed, du må starte med fred, du må starte med ikke at vide.
Et andet interessant aspekt jeg læser ind i denne erklæring om, at det første skridt er det sidste er, at alt åndeligt hierarki og alle åndelige mål er væk. Der er ikke noget med at nogle åndeligt set er langt foran, og andre er langt bagud. Det åndelige, det religiøse, eller hvad vi nu kalder det, handler ikke om selvudvikling, om at opnå noget, blive bedre og bedre og så videre, det handler måske om det slet ikke at måle. Så, med sådan en forståelse er religiøse eller spirituelle ambitioner ude.
Det Krishnamurti taler om kan vi måske kalde det umålelige, det er det der ligger uden for tanken, for tanken måler, sammenligner, bedømmer, konkluderer. Gør den andet? Tanken er ikke kærlighed, siger Krishnamurti.
Så kærlighed, frihed, fred, og religion er måske noget helt andet, end det vi normalt forbinder det med, end det vi tror det er. For tror vi ikke alt muligt som en betinget refleks? Vi tror man må kæmpe for friheden, vi håber freden kommer en dag, selvom vi på utallige måder skaber ufred i det daglige, vi tror religion handler om tro, og at kærlighed handler om sex, om nydelse, og så videre og videre.
Det Krishnamurti siger er ikke noget vi skal tro på, men lytter vi, kan det måske igangsætte en grundlæggende undersøgelse af de idéer, overbevisninger, dogmer, vi bevidst eller ubevidst, bygger vores liv på. Det er en udforskning vi for os selv og sammen må foretage. Hvorvidt det fører til noget at udforske, iagttage, spørge ind til menneskelivet i alle dets aspekter er irrelevant, er det ikke? Enten bliver du bidt af det eller også gør du ikke. Det er livet der udfordrer os, ikke Krishnamurti.
Erklæringen om at det første skridt er det sidste, peger også på, at nuet er det vigtigste i livet, ja, faktisk det eneste der er. At leve i nuet er nok et slogan mange vil tilslutte sig, men hvad indebærer det egentlig? Jeg ved det ikke, men kan godt se, at vi vist først må se på hvad psykologisk tid er, hvad tanken er, hvad identitet er, og om jeget kun eksisterer når vi tænker i tid. Måske betyder det at leve i nuet, at leve uden et center, uden følelsen af et mig, et mig der har - og er - og skal - og vil alt muligt.
En ven sagde, at Krishnamurtis lære måske kunne ses som et hologram, idet det hele kan skimtes i hver en lille del, i hver en sætning, ja, måske – det første skridt er det sidste.
The First Step is the Last Step er for øvrigt også titlen på en bog fra 2004. Bogen er en ny-redigering af Krishnamurti in India 1970-71.
Krishnamurti Foundation Trust Online Shop (kfoundation.org)
På bagsiden finder man dette citat:
Det første skridt er det sidste skridt. Det første skridt er at lægge mærke til hvad du tænker, lægge mærke til dine ambitioner, lægge mærke til din bekymring, din ensomhed, din fortvivlelse, denne ekstraordinære følelse af sorg. Læg mærke til den uden nogen fordømmelse, retfærdiggørelse, uden at ønske det var anderledes, læg blot mærke til alle disse ting som de er. Når du lægger mærke til alt dette som det er, så finder der en helt anden slags handling sted, og den handling er den endelige handling. Det betyder, at når du virkelig lægger mærke til noget som værende falsk eller som værende sandt, så er den erkendelse den endelige handling, det endelige skridt.”
Den globale udfordring kalder på en ny bevidsthed
Fri gendigtning af forordet til Krishnamurti-bogen Facing A World In Crisis.
k
Hvor tit hæver vi egentlig blikket fra vores eget og dagligdagens mange gøremål, og ser bredt på hvad der faktisk foregår i verden og hvordan vi forholder os dertil? På flere planer lever mange af os i en meget lille verden, i en meget lille bevidsthed, hovedsalig optaget af vores eget, men den store verden, den globale bevidsthed banker på..
Vi bliver i dag, mere end nogensinde, konfronteret med hvad der sker i verden. Den globale tv-dækning og internettet betyder at vi kan følge enhver naturkatastrofe, ethvert terrorangreb, enhver krig, enhver krise og demonstration, ethvert topmøde, enhver celeber begivenhed og enhver større sportsbegivenhed live.
Denne konstante nyhedsstrøm udgør sammen med vores egen dagligdag og personlige erfaring vores bevidsthed om verden. Selv om nyhedsstrømmen ofte er tendiøs, sensationsorienteret og svælger i død og ødelæggelse, så fortæller den om hvad der faktisk sker, den afspejler mere eller mindre præcist verdenssituationen. Vi ser at naturkatastrofer, uroligheder og uansvarlighed et sted kan have konsekvenser jorden rundt. Vi ser at alle vores krige, udover at handle om territorier og ressourcer, også handler om religion, etnicitet og nationalitet. Vi er handelsmæssigt og økonomisk bundet sammen på kryds og tværs, og vi flytter os som aldrig før og overalt fører det til kultursammenstød. I disse kultursammenstød kender vi grundlæggende ikke til andet end at forfægte vores egen tradition, vores egne værdier, og selvom vi indimellem taler om tolerance ved vi godt det ikke er løsningen, for tolerancen er en fernis, en tynd overflade. Vi ser også at menneskets umådelige foretagsomhed har fatale konsekvenser for alt andet liv; overalt forsvinder dyre- og plantearter i hastigt tempo, og det synes ikke at betyde noget for de fleste af os. Vores foretagsomhed er så omfattende at det har sat gang i klimaændringer, som i sidste ende truer vores egen eksistens.
Alt dette kalder på en ny bevidsthed. Den gamle bevidsthed som er lokal, traditionsbunden, religiøst og ideologisk fikseret, kan ikke tage den nuværende udfordring op. En meget begrænset bevidsthed kan ikke tage en umådelig udfordring op. Spørgsmålet er om der kan opstå en ny menneskelig bevidsthed, om vi kan vække en ny ansvarlighed, en ny følelse af slægtskab og samhørighed med alt levende, for vi kan ikke løse vores problemer med en selvisk bevidsthed - kan vi?
Krishnamurti begynder ofte en tale med at invitere os til sammen med ham at iagttage verdenssituationen. Han beskriver den nøgternt og pointerer, at vi ikke kan melde os ud af verden, at det ikke hjælper at vende ryggen til hvad der foregår i verden, og at det er illusorisk at tro at vi ikke har noget med al volden, alle konflikterne, alle ødelæggelserne i verden at gøre. Vi er nødt til at se og føle og forstå, at vi alle er i samme båd.
Du er verden og verden er dig, siger Krishnamurti igen og igen. Intellektuelt giver vi måske udsagnet en chance, men forstår og føler vi det sådan? Hvad er det der forhindrer os i at indse og føle at vi alle lever på samme jord, og at det er vores alle sammens jord? Er det propaganda, tusinder års propaganda som siger at vi, altså et eller andet ekskluderende vi, har mere ret til jorden end andre? Er det den konstante eksponering og dyrkelse af personer, individualitet, som vi ser overalt? Hvis udsagnet om, at jeg er verden og verden er mig, er sandt på et helt grundlæggende plan følger, at det kun er hvis jeg forandrer mig at verden forandrer sig, og at vi hver især derfor har et ansvar der går langt ud over os selv. Så er du verden, føler du det – eller føler du dig anderledes? Og lige meget hvad svaret er – hvad er så virkelighed og hvad er illusion?
Meget taler altså for, at det kun er et nyt sind, ikke et nyt system, en ny tro, eller en ny forestilling, som kan skabe en ny verden. Hvad forhindrer så dette nye sind i at opstå? Det er disse forhindringer Krishnamurti hele tiden udforsker, og han siger at det kun er når vi lader det gamle sind fare, og har en indsigt i dets væsen og natur, at vi bliver i stand til at agere intelligent i forhold til den politiske, økonomiske, miljømæssige, religiøse og personlige verdenssituation.
Noget af det der kendetegner det gamle sind og forhindrer et nyt sind i at blive til, er vores autoritetstro. Vi vil så gerne have hurtige og nemme svar på alverdens problemer, og derfor søger vi altid efter en ny leder, et nyt system, et nyt program vi kan tro på. Viden og autoritet har sin plads, anerkender Krishnamurti, men det får hjernen til at svinde ind, når vi ved at tro på autoriteter i livets grundliggende spørgsmål, lægger ansvaret fra os. Vi må derfor se på hvilken rolle autoritet spiller i vores liv, hvilken rolle den spiller i forhold til følelsen af tryghed, i forhold til magt og i vores forhold til hinanden.
Vi lever på mange måder et anden-hånds-liv, vi bliver underholdt, vi bliver belært af eksperter på alle områder, vi uddannes og får værktøjer til at klare enhver situation, vi lever stort set adskilt fra naturen, og mad og oplevelser er noget vi køber. Vi er forbrugere og alt er så gennemtygget at mange må gå til ekstremerne for at føle de er i live. Det Krishnamurti giver os er noget helt andet, han giver os hverken forklaringer eller teorier, men udsagn som kan kick-starte vores egne observationer og som skal efterprøves i vores eget liv – han giver os livet tilbage, vil jeg sige. For livet er noget vi hver især må udforske – det er større end nogen guru eller nogen lære, som Krishnamurti engang har sagt.
En anden ting Krishnamurti i næsten enhver tale påpeger er, at de billeder vi har af hinanden ødelægger vores forhold til hinanden. Alle disse forestillinger om os og dem, mig der er bedre eller værre end dig, manden der er vigtigere end kvinden og så videre, og så videre, alle disse attituder er farlige og falske.
Krishnamurti advarer også konstant mod rent intellektuelt bare at være enig eller uenig med hvad han siger; vi er nødt til selv at gå bag ordene og finde frem til sandheden, for som han formulerer det – ordet er ikke tingen, beskrivelsen er ikke det beskrevne.
Nogle gange blev han mødt af protester som gik på at han forlangte for meget af den enkelte: ”Vi er jo bare almindelige mennesker” som én engang sagde. Krishnamurti svarede, ”vi kan ikke længere tillade os bare at være almindelige mennesker… udfordringen er for enorm.”
Til de som ikke er bekendt med The teachings skal siges, at når han taler om forvandling og om et helt nyt sind som en forudsætning for at kunne skabe en anden verden, så indbyder han ikke til at tænke eller bevidst arbejde på at blive noget andet end det vi er; tanken er ikke redskabet, og målet ligger ikke ude i fremtiden; det er derimod hele tanken om, hele bestræbelsen på at blive noget psykologisk set han sætter spørgsmålstegn ved, for den største forhindring i forhold til at forstå os selv og derfor verden, er vores konstante optagethed af at være eller blive noget, siger han. Krishnamurti afviser med andre ord idealer og tid som midler til at forandre verden. Han beder os i stedet om, at blive ved og meget nøje iagttage det, som er; og i sådan en fuldkommen ubetinget og ikke-afstandtagende iagttagelse forvandles det, som er.
Krishnamurti inviterer os altså til altid at møde livets problemer og udfordringer som var det første gang, og give alt hvad vi har i os til dette møde. Vores problem eller udfordring er både global og personlig – der er ingen forskel.
"Du har ikke et problem; du er problemet."
En helt almindelig aktivitet, en helt almindelig eftermiddag bekræfter, at dette er sandt, hvilket vender alting på hovedet.
hp. juni 2024
Notater fra en Krishnamurti dialog
Følelsen af mig
Det der slog mig, var da han sagde, ”det kendte er frygt.” det er stadig hos mig.
Taler vi om frygten for hinanden?
Så længe jeget er til er frygten det også; frygten og selvet er en og samme ting, er det ikke?
Er jeg ikke andet end hukommelse?
Alle bygger deres eget slot.
Jeg er bange for mig selv.
Der er kun én frygt – der er kun frygt – og frygt er energi.
Frygten er mig, jeg er frygten.
Hvor lærer vi om selvet, om jeget, hvilken plads har det i vores uddannelsessystem?
Livet er usikkert, kan vi forblive i denne usikkerhed?
Selvkonstruktionen, altså jeget, føles virkeligt. Vi siger f.eks.; ”hvor er det pinligt” eller ”han var forvirret og flov”.
At være sårbar, ægte, skrøbelig – har det noget med erkendelsen af ”ikke at vide” at gøre?
Er der ikke forskel på at være sårbar og sensitiv? Og blokerer jeget, selvkonstruktionen, sensitiviteten?
Så er der også hele spørgsmålet om ”becoming”, om hvorfor vi går så meget op i at blive eller være noget.
Vi taler og taler om alt muligt, men hvor taler vi fra? Hvor er vi hver især egentlig lige nu?
At være tæt på det, som er - at være som et barn.
Ting og situationer kan være ladet med følelse, og genkendelsen af en sådan ”ting” eller situation er som at trykke på en knap.
Adskillelsen er også mig. Jeg er adskillelsen.
Jeg bliver udstillet, afsløret, føler mig blottet.
Jeg får og jeg får ikke. begge dele er mig.
En del, et fragment, kan ikke se helheden, og jeget er et fragment.
Jeg vil gerne forstå, jeg ønsker at forstå – hvad betyder det?
Almindeligvis betyder forståelse, ”jeg har det”, jeg har forstået, så det er altså fortid.?
Men måske har forståelse intet med tid at gøre? Forståelse kan ikke oplagres.
At forstå er at se, og denne séen er ikke personlig.
Er forståelse en optrevling?
Hvordan hænger krop og forståelse sammen? Og hvad med vores modstand mod at se?
.JPG?etag=%22ea2a9-6427ed90%22&sourceContentType=image%2Fjpeg&ignoreAspectRatio&resize=527%2B477&extract=0%2B40%2B527%2B300&quality=85)
Jeg ved ikke om disse notater giver en fornemmelse af hvordan en Krishnamurti dialog kan være, men det er i hvert fald noget der blev sagt i en sådan dialog, og som jeg fandt interessant.
Dialogerne er som regel ikke særlig strukturerede, men ofte er der et udgangspunkt, et spørgsmål man gerne vil undersøge.
Det er svært at sige hvad man får ud af det - men måske det heller ikke er pointen.
Et af de spørgsmål der ligger bag disse dialoger, er om vi kan lære at se og tænke sammen. kan vi komme ud over blot at udveksle synspunkter?
Dialogen disse notater er fra foregik via internettet.
Vær med i denne udforskning af Kernen i the Teachings faciliteret af Javier, en dedikeret Krishnamurti forsker. Videoen fokuserer på det første afsnit som er herunder i en dansk oversættelse.
Sandheden er et land uden stier. Man finder det ikke gennem nogen organisation, nogen tro, noget dogme, nogen præst eller noget ritual, og heller ikke gennem filosofisk viden eller psykologisk metode. Man finder det kun ved at se sig selv i det spejl forholdet til andre udgør, ved at forstå sit eget sinds indhold, ved at iagttage og ikke gennem intellektuel analyse eller minutiøs selvransagelse.
Free download; tryk på billedet
Kommentar til videoen
giv freden en chance
Året er 1918, man hører geværskud og kanonbrag som så forstummer. Stilheden sænker sig og vi hører fuglene synge. Denne optagelse siges at dokumentere afslutningen på første verdenskrig. Virkelig poesi eller hvad?
Med nygifte John Lennon og Yoko Ono i en berømt happening som baggrund citeres Krishnamurti for at sige at national og religiøs identitet, samt ambitioner af enhver art ultimativt vil føre til krig
Hvad siger vi til det? Er det sandt?
Er identitet i det hele taget en problematisk størrelse? Hvorfor identificerer vi os med det ene og det andet? Hvis vi ikke identificerer os med noget, hvad er vi så? Er jeget i sig selv problematisk?
Spørger vi nogensinde om hvorfor vi ikke kan leve i fred med hinanden og os selv – sådan helt seriøst? Eller har vi bare accepteret konflikt som en uundgåelig, naturlig del af livet?
Krishnamurti opfordrer til at vi stiller spørgsmål, også til hvad han siger. Hvad med når han siger at vi ikke får fred ved blot at ønske den. Ser vi det, er det sådan at alle vores bønner og håb om fred ikke gør en reel forskel? Det han siger er, at vi skal forstå den centrale årsag til konflikt og opløse den. Vi skal forstå den centrale årsag til konflikt i os selv, for når vi er i konflikt med os selv, skaber vi uundgåeligt konflikt udenfor os selv
.
Så spørgsmålet er om vi kan og vil påtage os det ansvar at forstå os selv og stoppe konflikten i os selv fuldstændigt?
Hvis du skaber fred i dig selv, skaber du fred i verden – for du er verden. Grundlæggende Krishnamurti vil jeg sige.
Ordet fred er ikke fred, men forståelsen af sindet er begyndelsen på fred. Så forstår jeg mig selv, forstår jeg tankens bevægelse, sindets bevægelse – sådan rigtigt?
Kan jeg se hvad idealer betyder og forårsager?
Resten af videoen er Krishnamurti "LIVE" i en tale fra Indien, og jeg kan kun anbefale at du selv ser den og lytter til hvad han har at sige. Den starter 6 minutter inde med at han peger på at så længe du har et billede af dig selv, vil du blive såret. Så kan vi leve helt uden disse billeder af mig og dig, spørger han.
Fandt en video på min gamle pc som jeg godt vil dele her hvor vinteren vel snart går på hæld.
LIVET ER HANDLINGER OG LIVET ER RELATIONER
– RELATIONER OG HANDLINGER
UNDERSTAND THE WHOLE OF LIFE
You must understand the whole of life, not just one part of it. That is why you must read, that is why you must look at the skies, why you must sing, dance and write poems, and suffer, and understand, for all that is life.
Krishnamurti, Think on These Thing
