Uddannelse, oplysning og verdensfred

FOR AT OPDAGE, hvilken rolle uddannelse kan spille i den nuværende verdens krise, må vi forstå, hvordan krisen er opstået. Den er helt klart et resultat af forkerte værdier i forhold til mennesker, ejendom og ideer. Hvis vores forhold til andre er baseret på selvforherligelse, og vores forhold til ejendom er præget af grådighed, vil samfundsstrukturen uundgåeligt blive præget af konkurrence og isolation. Hvis vi i forhold til ideer retfærdiggør én ideologi i modsætning til en anden, er resultatet nødvendigvis gensidig mistillid og fjendskab.

En anden årsag til det nuværende kaos er afhængigheden af autoriteter og ledere, både i dagligdagen, i skolen og på universitetet. Ledere og deres autoriteter er ødelæggende faktorer i enhver kultur. Når vi følger andre, er der ingen forståelse, kun frygt og konformitet, hvilket i sidste ende fører til den totalitære stats grusomhed og den organiserede religions dogmatisme.

At sætte sin lid til regeringer, at søge den fred, der må begynde med forståelsen af os selv, hos organisationer og autoriteter, er at skabe yderligere og endnu større konflikter; og der kan ikke være nogen varig lykke, så længe vi accepterer en social orden, der er præget af endeløse stridigheder og modsætninger mellem mennesker. Hvis vi ønsker at ændre den nuværende tilstand, må vi først forandre os selv, hvilket betyder, at vi må blive bevidste om vores egne handlinger, tanker og følelser i det daglige liv.

Men i virkeligheden ønsker vi ikke fred, vi ønsker ikke at gøre en ende på udbytningen. Vi tillader ikke, at der gribes ind over for vores begær, eller at der ændres på fundamentet for vores nuværende samfundsstruktur; vi ønsker, at tingene skal fortsætte som de er med nogle enkelte overfladiske justeringer, og derfor er det uundgåeligt, at de magtfulde og de snedige styrer vores liv.

Der er ingen ideologi, der kan skabe fred, og fred skabes heller ikke gennem lovgivning. Fred skabes kun, når vi som individer begynder at forstå vores egne psykologiske processer. Hvis vi unddrager os ansvaret for at handle individuelt og venter på et eller andet nyt system, der skal skabe fred, ender vi blot med at blive slaver under dette system.

Og skønt vi alle måske vil være velernærede, velklædte og have tag over hovedet, så vil vi ikke være fri for vores konflikter og modsætninger, der blot vil være flyttet til et andet plan, hvor de vil være endnu mere djævelske og ødelæggende. Den eneste moralske eller retskafne handling er frivillig, og forståelse alene kan bringe fred og lykke til mennesket.

Tro, ideologier og organiserede religioner sætter os op mod vores naboer; der er konflikt, ikke kun mellem forskellige samfund, men også mellem grupper inden for det samme samfund. Vi må indse, at så længe vi identificerer os med et land, så længe vi klamrer os til vores tryghed, så længe vi er styret af dogmer, vil der være stridigheder og elendighed både inden i os selv og i verden.

Dernæst er der spørgsmålet om patriotisme. Hvornår føler vi os patriotiske? Det er selvfølgelig ikke en følelse, vi har hver dag. Men vi bliver opfordret til at være patriotiske gennem skolebøger, aviser og andre propagandakanaler, der stimulerer den racistiske egoisme ved at hylde nationale helte og fortælle os, at vores land og vores livsform er bedre end andres. Den patriotiske ånd giver næring til vores forfængelighed fra barndommen til alderdommen.

Den konstant fremførte påstand om, at vi tilhører en bestemt politisk eller religiøs gruppe, at vi er fra den ene eller den anden nation, smigrer vores små egoer, blæser dem op som sejl, indtil vi er parate til at dræbe eller blive dræbt i kampen for vores land, race eller ideologi. Det er så dumt og unaturligt. Mennesker er da vigtigere end nationale og ideologiske grænser.

Nationalismens separatistiske ånd spreder sig som en løbeild over verden. Patriotisme dyrkes og udnyttes klogt af dem, der søger mere ekspansion, mere magt og mere rigdom, og vi tager alle del i denne proces, for vi ønsker også disse ting. Erobringen af andre lande og folk skaber nye markeder for varer såvel som for politiske og religiøse ideologier.

Man må betragte alle disse udtryk for vold og modstand med et fordomsfrit sind, det vil sige med et sind, der ikke identificerer sig med noget land, nogen race eller nogen ideologi, men forsøger at finde ud af, hvad der er sandt. Der er stor glæde i at se en ting klart uden at være påvirket af andres forestillinger og instrukser, hvad enten de er fra regeringen, specialisterne eller de meget kloge. Så snart vi virkelig ser, at patriotisme er en hindring for menneskelig lykke, behøver vi ikke kæmpe mod denne falske følelse i os selv, den er forsvundet fra os for evigt.

Nationalismen, den patriotiske ånd, klasse- og racebevidstheden er alt sammen selvets måder at udtrykke sig på og derfor noget, der skaber splittelse. Hvad er en nation egentlig andet end en gruppe individer, der lever sammen af økonomiske og selvbeskyttende årsager? Ideen om »mit land« med dets grænser og toldmure opstår ud af frygt og besidderisk selvforsvar og umuliggør broderskab og menneskehedens forening.

Ønsket om at vinde og beholde, længslen efter at identificere sig med noget større end os selv, skaber en nationalistisk tankegang, og nationalisme avler krig. Regeringer I alle lande understøtter, hjulpet af den organiserede religion, nationalisme og den separative tankegang. Nationalisme er en sygdom, og den kan aldrig skabe global enhed. Vi kan ikke opnå sundhed gennem sygdom, vi må først befri os fra sygdommen.

Det er fordi vi er nationalister, klar til at forsvare vores nationale suverænitet, tro og ejendom, at vi er nødt til at være bevæbnede døgnet rundt. Ejendom og ideer er blevet vigtigere for os end menneskeliv, så der er hele tiden stridigheder og vold mellem os og andre. Ved at hævde vores lands suverænitet tilintetgør vi vores sønner; ved at tilbede staten, som ikke er andet end en projektion af os selv, ofrer vi vores børn til fordel for vores egen tilfredsstillelse. Nationalisme og magtfulde regeringer er årsagerne til og instrumenterne i krig.

Vores nuværende samfundsinstitutioner kan ikke udvikle sig til en verdensføderation, for selve deres fundament er usundt. Parlamenter og uddannelsessystemer, der fastholder nationernes suverænitet og lægger vægt på gruppens betydning, kommer aldrig til at bringe krigen til ophør. Alle særskilte befolkningsgrupper med deres ledere og deres ledede er en kilde til krig. Så længe vi ikke fundamentalt ændrer det nuværende forhold mellem mennesker, fører industrien uundgåeligt til forvirring og bliver et redskab for ødelæggelse og elendighed; så længe der er vold og tyranni, bedrag og propaganda, kan menneskehedens broderskab ikke realiseres.

Ved blot at uddanne mennesker til at blive fantastiske ingeniører, geniale videnskabsmænd, dygtige ledere og kompetente arbejdere vil man aldrig kunne forene undertrykkerne og de undertrykte; og vi kan se, at vores nuværende uddannelsessystem, som understøtter de mange årsager, der skaber fjendskab og had mellem mennesker, ikke har forhindret massemord i landets navn eller i Guds navn.

De organiserede religioner med deres verdslige og åndelige autoritet er heller ikke i stand til at bringe fred til mennesket, for også de er et resultat af vores uvidenhed og frygt, af vores fantasi og egoisme.

I vores længsel efter sikkerhed her eller i det hinsides skaber vi institutioner og ideologier, der garanterer denne sikkerhed, men jo mere vi kæmper for sikkerhed, jo mindre sikkerhed får vi. Begæret efter sikkerhed nærer kun splittelsen og øger modsætningerne. Hvis vi inderligt føler og forstår sandheden i det her, ikke blot verbalt eller intellektuelt, men med hele vores væsen, så vil vi begynde at ændre vores forhold til vores medmennesker i den verden, der omgiver os, og først da er der mulighed for at opnå enhed og broderskab.

De fleste af os er fyldt med alle mulige former for frygt og er meget bekymrede for vores egen sikkerhed. Vi håber, at krige ved et eller andet mirakel vil ophøre, alt imens vi beskylder andre lande for at være dem, der startede krigen, og de på deres side beskylder os for at være skyld i katastrofen. Selvom krig så åbenlyst er til skade for samfundet, forbereder vi os på krig og fremmer den militære ånd hos de unge.

Men har militær træning nogen plads i uddannelsessystemet? Det afhænger helt af, hvilken slags mennesker vi ønsker, vores børn skal blive. Hvis vi ønsker, at de skal være effektive dræbere, er militær træning nødvendig. Hvis vi ønsker at disiplinere dem og styre deres sind, hvis vores mål er at gøre dem til nationalister og dermed uansvarlige over for samfundet som helhed, er militær træning en god måde at gøre det på. Hvis vi kan lide død og ødelæggelse, er militær træning naturligvis vigtig. Generaler har til opgave at planlægge og føre krig, og hvis vores intention er at have konstante kampe mellem os selv og vores naboer, så lad os for alt i verden få flere generaler.

Hvis vi kun lever for at have endeløse kampe indeni os selv og med andre, hvis vores ønske er at fortsætte blodsudgydelserne og elendigheden, så må vi have flere soldater, flere politikere, mere fjendskab – og det er faktisk det, der sker. Den moderne civilisation er baseret på vold og går derfor døden i møde. Så længe vi tilbeder magt, vil vold være vores livsform. Men hvis vi ønsker fred, hvis vi ønsker rette forhold mellem mennesker, hvad enten de er kristne eller hinduer, russere eller amerikanere, hvis vi ønsker, at vores børn skal være integrerede mennesker, så er militær træning en direkte hindring, det er den forkerte måde at gribe det an på.

En af hovedårsagerne til had og ufred er troen på, at en bestemt klasse eller race er overlegen i forhold til en anden. Barnet er hverken klasse- eller racebevidst; det er hjemmet eller skolemiljøet, eller begge dele, der får det til at opleve en adskillelse. I sig selv er det ligegyldigt for barnet, om dets legekammerat er sort eller jøde, brahmin eller ikke-brahmin, men hele samfundets struktur påvirker konstant barnets sind, former det og præger det.

Igen er problemet ikke barnet, men de voksne, der har skabt et sanseløst miljø præget af separatisme og falske værdier.

Hvad er det reelle grundlag for at skelne mellem forskellige mennesker? Vores kroppe kan være forskellige i form og farve, vores ansigter kan være forskellige, men indeni er vi meget ens: stolte, ambitiøse, misundelige, voldelige, seksualiserede, magtsyge og så videre. Fjern etiketten, og vi står helt nøgne; men vi vil ikke se denne nøgenhed i øjnene, og derfor insisterer vi på etiketten – hvilket viser, hvor umodne, hvor infantile vi egentlig er.

For at barnet kan vokse op uden fordomme, må man først nedbryde alle fordomme i sig selv og derefter i ens omgivelser – hvilket betyder at nedbryde strukturen i det tankeløse samfund, vi har skabt. Hjemme fortæller vi måske barnet, hvor absurd det er at være bevidst om sin klasse eller race, og det vil sandsynligvis være enigt med os; men når det går i skole og leger med andre børn, bliver det smittet af en adskillende ånd. Eller det kan være omvendt: hjemmet kan være traditionelt og snævert, og skolens påvirkning kan være bredere. I begge tilfælde er der en konstant kamp mellem hjemmet og skolen, og barnet er fanget mellem de to.

For at opdrage et barn fornuftigt og hjælpe det med at blive skarpsindigt, så det gennemskuer disse tåbelige fordomme, må vi have et nært forhold til det. Vi må tale tingene igennem og lade det lytte til intelligente samtaler; vi må opmuntre den nysgerrighed og utilfredshed, der allerede findes i det, og derved hjælpe det med selv at opdage, hvad der er sandt, og hvad der er falsk.

Det er den konstante nysgerrighed, den ægte utilfredshed, der skaber kreativ intelligens; men det er enormt svært at holde nysgerrigheden og utilfredsheden i live, og de fleste mennesker har ikke lyst til, at deres børn skal have en sådan intelligens, for det er ikke komfortabelt at leve sammen med nogen, der konstant sætter spørgsmålstegn ved de gængse værdier.

Når vi er unge, er vi utilfredse, men desværre forsvinder vores utilfredshed hurtigt, kvalt af vores tendens til at imitere andre og dyrke autoriteter. Når vi bliver ældre, begynder vi at stivne, blive tilfredse og frygtsomme. Vi bliver direktører, præster, bankansatte, fabriksledere, teknikere, og langsomt indfinder forfaldet sig. Fordi vi ønsker at bevare vores positioner, støtter vi op om det destruktive samfund, som har givet os disse positioner og en vis sikkerhed.

Statslig kontrol med uddannelse er en katastrofe. Der er ingen håb om fred og orden i verden, så længe uddannelse er statens eller den organiserede religions tjener. Alligevel overtager flere og flere stater ansvaret for børnene og deres fremtid, og hvis det ikke er staten, er det de religiøse organisationer, der søger at kontrollere uddannelsen.

Denne konditionering af barnets sind til at passe til en bestemt ideologi, hvad enten den er politisk eller religiøs, skaber et fjendskab mellem mennesker. I et konkurrencesamfund kan vi ikke have broderskab, og ingen reform, intet diktatur, ingen undervisningsmetode kan skabe broderskab.

Så længe du forbliver newzealænder og jeg hindu, er det absurd at tale om menneskehedens forening. Hvordan kan vi finde sammen som mennesker, hvis du i dit land og jeg i mit holder fast i vores egne religiøse fordomme og økonomiske vaner? Hvordan kan der være broderskab, så længe patriotisme skiller os fra hinanden, og millioner begrænses af trange økonomiske kår, mens andre lever i sus og dus? Hvordan kan der være menneskelig samhørighed, når troen skiller os, når den ene gruppe dominerer den anden, når de rige er magtfulde og de fattige søger den samme magt, når der er en skæv fordeling af jord, når nogle er velnærede og andre sulter?

Et af vores store problemer er, at vi ikke tager disse spørgsmål alvorligt, for vi vil ikke forstyrres i nævneværdig grad. Vi foretrækker at ændre tingene på en måde, der er til vores egen fordel, og derfor tænker vi ikke så meget over vores egen tomhed og grusomhed.

Vil vi nogensinde opnå fred gennem vold? Er fred noget, der opnås gradvist, gennem en langvarig proces? Kærlighed er bestemt ikke et spørgsmål om træning eller om tid. De sidste to krige blev udkæmpet for demokratiets skyld, tror jeg, og nu forbereder vi os på en endnu større og endnu mere ødelæggende krig, og folk er mere ufrie end nogensinde. Hvad ville der ske, hvis vi lagde så åbenlyse forhindringer for forståelse som autoritet, tro, nationalisme og hele den hierarkiske ånd til side?

 Vi ville være mennesker uden autoritet, mennesker i et direkte forhold til hinanden – og måske ville der være kærlighed og medfølelse.

Det, der er afgørende i uddannelse, som på alle andre områder, er at have mennesker, der er forstående og kærlige, hvis hjerter ikke er fyldt med tomme fraser, med ting fra intellektet.

Hvis meningen med livet er at leve lykkeligt, med tanken, med os selv, og hvis vi ønsker at opbygge et virkelig oplyst samfund, skal vi have undervisere, der forstår integrationens veje og derfor er i stand til at formidle denne forståelse til barnet.

Den slags undervisere ville være en fare for den nuværende samfundsstruktur. Men vi ønsker i virkeligheden ikke at bygge et oplyst samfund, og enhver lærer, der indser alle fredens implikationer og begynder at påpege nationalismens sande væsen og krigens dumhed, vil hurtigt miste sin stilling. Da de fleste lærere er klar over dette, går de på kompromis og bidrager dermed til at opretholde det nuværende system med udnyttelse og vold.

Hvis vi skal opdage sandheden, skal vi være fri for konflikter, både indeni os selv og med vores naboer. Når vi ikke er i konflikt med os selv, er vi heller ikke i konflikt med omverdenen. Det er den indre konflikt, der, når den projiceres udad, bliver til en global konflikt.

Krig er den spektakulære og blodige projektion af vores dagligdag. Det er vores dagligdag, der udløser krig, og hvis der ikke sker en transformation i os selv, er det uundgåeligt, at der opstår nationale og racemæssige modsætninger, at der opstår infantile ideologiske stridigheder, at antallet af soldater øges, at flagene saluteres, og at alle de mange uhyrligheder, der fører til organiseret mord, finder sted.

Overalt i verden har uddannelsen spillet fallit og skabt mere og mere ødelæggelse og elendighed. Regeringerne oplærer de unge til at blive de effektive soldater og teknikere, de har brug for; ensretning og fordomme opdyrkes og håndhæves. Når vi tager disse fakta i betragtning, må vi spørge os selv om meningen med tilværelsen og betydningen og formålet med vores liv. Vi må finde frem til gode måder at skabe et nyt miljø på, for et miljø kan gøre et barn til en brutal, følelseskold specialist eller hjælpe det til at blive et følsomt, intelligent menneske. Vi må skabe en verdensregering, der er helt anderledes, som ikke er baseret på nationalisme, på ideologi eller på magt.

Dette indebærer, en forståelse af vores ansvar for hinanden i en relation; men for at forstå vores ansvar må der være kærlighed i vores hjerter, og ikke kun indlæring eller viden. Jo stærkere vores kærlighed er, desto større vil dens indflydelse på samfundet være. Men vi er lutter hjerne og uden hjerte; vi dyrker intellektet og afskyr ydmygheden. Hvis vi virkelig elskede vores børn, ville vi ønske at redde og beskytte dem, vi ville ikke lade dem blive ofret i krige.

Jeg tror, vi virkelig ønsker våben; vi kan lide at fremvise militær magt, uniformerne, ritualerne, drikkeriet, larmen, volden. Vores hverdag er en miniatureafspejling af samme brutale overfladiskhed, og vi ødelægger hinanden gennem misundelse og tankeløshed.

Vi vil gerne være rige, og jo rigere vi bliver, jo mere hensynsløse bliver vi, også selvom vi måske donerer store summer til velgørenhed og uddannelse. Efter at have røvet offeret, giver vi ham lidt af byttet tilbage, og det kalder vi filantropi. Jeg tror ikke, vi er klar over, hvilke katastrofer vi er ved at skabe. De fleste af os lever livet hektisk og tankeløst og giver regeringer og udspekulerede politikere lov til at bestemme over vores liv.

Enhver suveræn regering må forberede sig på krig, og det gælder også ens egen regering. For at gøre borgerne krigsduelige og klar til at varetage deres pligter effektivt må regeringen naturligvis kontrollere og styre dem. De skal uddannes til at handle som maskiner, til at være nådesløst effektive. Hvis hensigten og målet med livet er at ødelægge eller blive ødelagt, så skal uddannelse tilskynde til nådesløshed; og jeg er slet ikke sikker på, at det ikke er det, vi inderst inde ønsker, for nådesløshed går hånd i hånd med dyrkelsen af succes.

Staten ønsker ikke, at dens borgere skal være frie og tænke selv, og den kontrollerer borgerne ved hjælp af propaganda, ved hjælp af historiske fordrejninger og så videre. Derfor bliver uddannelse i stigende grad et middel til at lære, hvad man skal tænke, og ikke hvordan man skal tænke. Hvis vi tænker helt uafhængigt af det herskende politiske system, vil vi være farlige; frie institutioner vil måske skabe pacifister eller mennesker, der tænker i modstrid med det eksisterende regime.

Ret uddannelse er selvfølgelig en fare for enevældige regeringer – og derfor forhindres den med grove eller subtile midler. Uddannelse og mad i hænderne på de få er blevet et middel til at kontrollere mennesker, og regeringer, uanset om de er venstre- eller højreorienterede, er ligeglade, så længe vi fungerer som effektive maskiner til fremstilling af varer og kugler.

At dette sker over hele verden betyder, at vi, der er borgere og undervisere og som er ansvarlige for de nuværende regeringer, grundlæggende er ligeglade med om mennesket lever i frihed eller slaveri, fred eller krig, velstand eller elendighed. Vi ønsker lidt reformer her og der, men de fleste af os er bange for at nedbryde det nuværende samfund og opbygge en helt ny kultur, for det vil kræve en radikal forandring af os selv.

På den anden side er der dem, der søger at fremkalde en voldelig revolution. Efter at have bidraget til at opbygge den eksisterende sociale orden med alle dens konflikter, forvirring og elendighed, ønsker de nu at organisere et perfekt samfund. Men kan nogen af os organisere et perfekt samfund, når det er os, der har skabt det nuværende? At tro, at fred kan opnås gennem vold, er at ofre nutiden for et fremtidsideal; og det, at søge det rette mål gennem forkerte midler, er en af årsagerne til den nuværende katastrofe.

De sanselige værdiers udbredelse og dominans vil nødvendigvis skabe en giftig nationalisme, økonomiske grænser, uafhængige regeringer og en patriotisk ånd, som alt sammen udelukker samarbejdet mellem mennesker og ødelægger de menneskelige relationer, som udgør samfundet. Samfundet er forholdet mellem dig og en anden; og uden en dyb forståelse af dette forhold, ikke på noget bestemt plan, men i sin helhed, som en samlet proces, er vi dømt til at skabe den samme form for social struktur igen, selvom den er modificeret på overfladen.

Hvis vi radikalt skal ændre vores aktuelle menneskelige relationer, som har ført til utallige lidelser over hele verden, er vores eneste og umiddelbare opgave at forvandle os selv gennem selvkendskab. Så vi vender tilbage til det helt centrale punkt, nemlig os selv - men vi viger uden om det punkt og skyder ansvaret over på regeringer, religioner og ideologier.

Regeringen er hvad vi er; religioner og ideologier er blot en projektion af os selv; og indtil vi ændrer os fundamentalt, kan der hverken være en rigtig uddannelse eller en fredelig verden.

Ydre sikkerhed for alle kan kun komme, når der er kærlighed og intelligens; og eftersom vi har skabt en verden af konflikt og elendighed, i hvilken ydre sikkerhed snart bliver umulig at opnå, indikerer det så ikke, at den hidtidige og nuværende uddannelse er helt håbløs? Det er vores ansvar som forældre og lærere at bryde med traditionel tænkning og ikke blot sætte vores lid til eksperterne og deres konklusioner.

Effektiv teknologi har gjort at vi er i stand til at tjene penge, og derfor er de fleste af os tilfredse med den nuværende samfundsstruktur; men den sande pædagog eller lærer er kun interesseret i det rette liv, den rette uddannelse og de rette måder at tjene til livets ophold på.

Jo mere uansvarlige vi er på dette område, jo mere overtager staten alt ansvaret. Vi står ikke over for en politisk eller økonomisk krise, men over for en krise i form af menneskeligt forfald, som intet politisk parti eller økonomisk system kan afværge.

En anden og endnu større katastrofe rykker faretruende tæt på, og de fleste af os gør intet for at imødegå den. Vi fortsætter dag efter dag nøjagtig som før; vi ønsker ikke at fjerne alle vores falske værdier og begynde forfra. Vi ønsker lappeløsninger, hvilket kun fører til nye problemer, der kræver endnu flere reformer. Men bygningen er begyndt at krakelere, væggene giver efter, og flammerne ødelægger den. Vi må forlade bygningen og begynde på en frisk med et andet fundament og andre værdier.

Vi kan ikke forkaste teknologisk viden, men vi kan blive inderligt bevidste om vores grimhed, vores hensynsløshed, vores bedrag og uærlighed, vores totale mangel på kærlighed. Kun ved på en intelligent måde at frigøre os fra nationalisme, misundelse og magtbegær kan en ny social orden etableres.

Fred kan ikke skabes ved hjælp af lappeløsninger eller ved blot at flytte rundt på gamle ideer og holdninger. Der kan kun blive fred, når vi forstår, hvad der ligger bag det overfladiske, og dermed stopper den bølge af ødelæggelse, som vores egen aggressivitet og frygt har sluppet løs. Kun da vil der være håb for vores børn og frelse for verden.