Paris 1st Public Talk - 16th April 1968

Vi bør stille os selv de grundliggende spørgsmål… og hver enkelt af os må selv besvare disse spørgsmål... For verden befinder sig i en frygtelig forvirring og sorg, og vi er ansvarlige for denne forvirring; hvert eneste menneske overalt i verden er ansvarlig for denne skræmmende forvirring. Vi er tilsyneladende afhængige af andres forklaringer og nøjes med disse forklaringer; men alle forklaringer er af natur verbale og har derfor ingen større betydning. Enhver beskrivelse, enhver forklaring på verdens faktiske tilstand er nyttesløs, den har ingen betydning; men de fleste af os er tilfredse med ord, med intellektuelle forklaringer...

I løbet af disse samtaler håber jeg, at vi ikke blot vil kunne stille os selv de basale spørgsmål, men også forstå dem – ikke intellektuelt eller verbalt, men med hjerte og forstand. I denne forståelsesproces finder handling sted…

Et af de grundliggende spørgsmål drejer sig om menneskets forhold til virkeligheden… Man kan kalde denne virkelighed for Gud – men navnet er i virkeligheden ikke særlig vigtigt –

Ord og symboler er blevet utroligt betydningsfulde. Men symbolet, ordet, er aldrig det egentlige, det virkelige. Når man derfor stiller spørgsmålet om, hvad menneskets sande forhold til virkeligheden er, må man frigøre sig fra ordet med alle dets associationer, fordomme og begrænsninger.

Hvis ikke vi finder frem til menneskets sande forhold til virkeligheden, så er livet virkelig ret meningsløst. Man skal være usædvanlig seriøs for at finde ud af, om en sådan virkelighed findes, eller om den ikke findes, og hvad forholdet mellem mennesket og den er. Først vil vi finde ud af, om der findes noget umåleligt (noget uden for tankens rækkevidde, noget hævet over al måling) – noget ingen ord kan røre ved, noget der ikke er noget symbol for. Er det overhovedet muligt – ikke på en mystisk, romantisk eller emotionel måde, men rent faktisk – at opdage eller støde på denne ekstraordinære tilstand?

For at forstå det skal man være fri af alle dogmer, al tro og alle de traditionelle hindringer, der betinger sindet, da disse blot er tankens opfindelser.

Det er kun i frihed, du kan opdage, hvad der er virkeligt, ikke gennem overbevisninger og dogmer. For at kunne leve et liv af en anden art, et liv i en anden dimension, skal man ikke kun bevidst frigøre sig fra alt dette, det skal også ske dybt nede i ens væsens inderste rødder. Først da er man i stand til virkelig se og forstå. For at finde virkeligheden skal sindet være sundt, rask og yderst intelligent, hvilket betyder yderst følsomt.

Noget af det sværeste er at observere, at se: at se på noget uden at have et billede af det på forhånd, at se på en sky uden på forhånd at have nogen associationer til den sky, at se en blomst uden de billeder, minder og associationer, der knytter sig til den blomst. For disse associationer, disse billeder og minder skaber afstand mellem den, der ser, og det, der ses. Og i den afstand, i skellet mellem den, der ser, og det, der ses, i det skel findes hele menneskets konflikt. Det er nødvendigt at se uden billedet, så rummet mellem observatøren og det observerede simpelthen ikke er der. Når det rum er der, så er der konflikt...

Så kunsten at se er meget vigtig…

Hvis vi ser os selv gennem det billede, vi har bygget op om os selv, så er der en konflikt mellem billedet og virkeligheden. Og hele vores liv drejer sig om denne konflikt mellem det, der er, og det, der burde være.

Hvad er det, der kaldes virkelighed? Kan du og jeg, der lever vores daglige liv... kan vi finde denne virkelighed for os selv? Og det skal vi - ikke gennem bønner, ikke gennem efterligning, ikke ved at følge nogen, men ved at blive bevidste om vores egen betingning, se den, ikke teoretisk, men konkret, se den som man ser en blomst, en sky, uden adskillelse. Jeg ved ikke, om du nogensinde har prøvet at se på noget, for eksempel på din egen kone eller mand; at se uden det billede, som du eller han har opbygget gennem et mangeårigt forhold med mange irritationer, glæde og vrede; at se på hinanden uden billedet. Jeg ved ikke, om du nogensinde har prøvet det; men hvis du har, vil du have opdaget, hvor utroligt svært det er at være fri for billeder... Du har et billede af mig, og jeg har et billede af dig, og forholdet er mellem disse to billeder med deres symbolske betydninger, associationer og erindringer.

Der vil være splittelse, så længe der findes det billede, der skaber hele konfliktens struktur. Og derfor må man lære kunsten at se – ikke blot på skyerne og blomsterne, på et træs bevægelse i vinden, men faktisk at se på os selv, som vi er, uden at sige: »Det er grimt«, »Det er smukt« eller »Er det alt?«...

Når vi kan se klart på os selv, uden billedet, så vil vi måske være i stand til at opdage, hvad der er sandt for os selv. Og den sandhed ligger ikke i tankens rige, men i den direkte opfattelse, hvor der ikke er nogen adskillelse mellem den, der observerer, og det, der observeres.

Så er der det grundlæggende spørgsmål om menneskets forhold til medmennesket. Dette forhold er samfundet, det samfund, vi har skabt gennem vores misundelse, grådighed, had, brutalitet, konkurrence og vold. ... Vi har udviklet en moral ud af denne konflikt, men det er slet ikke rigtig moral; det er en moral baseret på respektabilitet, som ikke har nogen som helst betydning. Du går i kirke og elsker din næste dér, og på kontoret ødelægger du ham... Vi er godt klar over det. og vi siger: Hvad kan vi gøre?

 ... Vi har sikkert stillet dette spørgsmål tusind gange, hvis vi overhovedet er seriøse, men vi svarer: ›Jeg som menneske kan ikke gøre noget. Hvad kan jeg stille op over for denne kolossale maskine?

Når man stiller sig selv et spørgsmål som »Hvad kan jeg gøre?« – så tror jeg, man stiller det forkerte spørgsmål. Der findes ikke noget svar på det. Hvis man alligevel svarer på det, vil man oprette en organisation, tilslutte sig noget, forpligte sig til en bestemt politisk, økonomisk eller social handlingsplan; og så er man tilbage i den samme gamle cirkel … med dens formænd, sekretærer, penge - man er tilbage i sin egen lille gruppe, i opposition til alle andre grupper. Vi er fanget i dette.

>›Hvad kan jeg gøre?‹< er et helt forkert spørgsmål – du kan ikke gøre noget, når du stiller spørgsmålet på den måde. Men du kan, når du rent faktisk ser (ligesom du ser mikrofonen og taleren, der sidder her), rent faktisk ser, at hver og en af os er ansvarlig for den krig, der foregår i det fjerne Østen, og at det ikke er amerikanerne, heller ikke vietnameserne, heller ikke kommunisterne, men dig og mig, der er ansvarlige, helt og holdent ansvarlige for det, der foregår i verden, ikke kun dér, men overalt. Vi er ansvarlige for de politikere, vi har frembragt, ansvarlige for hæren, der er trænet til at dræbe, ansvarlige for alle vores handlinger, bevidste eller ubevidste.

Men I siger: ›Vi ønsker ikke at tage ansvaret‹; vi er bange for at sige: >›Jeg er ansvarlig for hele dette enorme rod‹.< Men hvis I rent faktisk, med jeres hjerte, føler dette, så vil I handle, og så vil I opdage, at I er helt uden for samfundet. I har måske lidt tøj, kører rundt i en bil og alt det der, men for at være virkelig moralske må I psykologisk, indadtil, være helt uden for samfundet, hvilket er at afvise al moral. Hvis I accepterer den nuværende moralske struktur, så er I faktisk umoralske.

Korruptionen hersker, så samfundet går ned af bakke. ... Og for at skabe orden må ethvert menneskes interesse være menneskets enhed. Det betyder en regering, som ikke er opdelt i franske, tyske og alle de andre nationale grupper.

Funderer du ikke nogle gange over, hvorfor der overhovedet findes politikere? En regering kunne jo styres af computere – upersonlige, uden ambitioner, ikke af mennesker, der søger personlig hæder i nationens navn; så ville vi måske få en fornuftig regering! Men ser du, desværre er mennesker ikke fornuftige; de vil gerne leve i dette enorme rod. Og det er dig og mig, der har ansvaret for den situation. Vær venligst ikke blot enig, eller uenig; du er nødt til at gøre noget ved den. Handlingen er det at se, det at lytte. Når du ser en fare, handler du; der er ingen tøven, der er ingen diskussion, der er ingen personlig mening, der er øjeblikkelig handling. Men du ser ikke den enorme fare i det, der foregår i verden omkring dig, i uddannelsessystemet, erhvervslivet, den religiøse verden – du ser ikke faren i alt det. Men at se faren i det er at handle. Når du rent faktisk ser noget (farligt), er der ingen konflikt, der er øjeblikkelig bevægelse væk fra den ting, uden modstand, uden konflikt.

Jeg ved ikke, om du nogensinde har overvejet spørgsmålet om sikkerhed og tryghed. Vi finder tryghed i at forpligte os; når man engagerer sig og forpligter sig til noget, oplever man en stor følelse af tryghed – at være en glødende kommunist, franskmand, englænder eller andet. Dét engagement, den forpligtigelse giver os en form for tryghed, sikkerhed, vished.  Men den forpligtelse skaber altid uorden, og det er netop det, der sker. Jeg er kommunist, og det er du ikke… Vi er forpligtede over for ideer, teorier, slagord, og derfor splittes vi, for du er det ene, og jeg er det andet…

Hvis vi derimod er involverede, ikke forpligtede, men involverede i livets hele bevægelse, så er der ingen splittelse; så er vi mennesker i sorg, ikke en franskmand i sorg, ikke en katolik i sorg, men mennesker, der er skyldige, ængstelige, ulykkelige, ensomme og trætte af livets rutine. Er du en del af dette, så finder vi sammen en vej ud af det. Men vi kan lide forpligtelser, vi kan lide at føle os trygge hver for sig – ikke kun nationalt og samfundsmæssigt, men også individuelt. Og i denne forpligtelse er der isolation. Når sindet bliver isoleret, er det ikke længere ved sine fulde fem.

Det ved vi måske alle sammen i teorien, for vi har jo læst en hel del om alt dette, men desværre har det, vi har læst, ikke ført til en opdagelse af os selv; det er ikke vores egen opdagelse, vores egen forståelse. For at få det må man undersøge, se på sig selv uden forudfattede meninger, se på sig selv med ikke-vælgende bevidsthed for at se præcis, hvad man er – ikke hvad man burde være. Og når man ser præcis, hvad man er, er der ingen konflikt.

Så er der også spørgsmålet om kærlighed og død. Det, vi kalder kærlighed, har reelt mistet sin betydning. Når man siger: »Jeg elsker dig«, er der masser af nydelse forbundet med det. Så man må selv finde ud af, om kærlighed er nydelse; det betyder ikke, at man skal fornægte nydelsen for at finde kærligheden; men når kærligheden er forbundet med grådighed, jalousi, had og misundelse, som det er tilfældet for de fleste af os – er det så kærlighed? Når kærligheden opdeles i den guddommelige og den almindelige, sanselige kærlighed – er det så kærlighed? Eller er kærlighed noget, der ikke er forbundet med nydelse?

Vi må gå ind i spørgsmålet om, hvad nydelse er. Hvorfor er alting baseret på nydelse? Jagten på det, man kalder »Gud«, er baseret på nydelse. Man opnår nydelse gennem besiddelser, anerkendelse, status, magt og indflydelse. Men uden kærlighed – hvor klog man end er, og hvad man end gør – vil man ikke løse noget. Uanset hvad man gør, vil man skabe mere lidelse for sig selv og for andre.

Vi kommer så igen til dette exceptionelle spørgsmål om, hvad døden egentlig er. Det spørgsmål skal besvares – uden frygt, uden at flygte fra dette absolutte faktum, uden tro og uden håb. Der er et svar, det rigtige svar, men for at finde det rigtige svar må man stille det rigtige spørgsmål. Men du kan umuligt stille det rigtige spørgsmål, hvis du bare søger efter en udvej, hvis dit spørgsmål udspringer af frygt, fortvivlelse og ensomhed. Men hvis du stiller det rigtige spørgsmål om virkeligheden, om menneskets forhold til mennesket, og hvad det, der kaldes kærlighed, er, og også dette store spørgsmål om døden, så kommer det rigtige svar ud af det rigtige spørgsmål. Fra det svar kommer den rette handling. Den rette handling ligger i selve svaret. Og vi er ansvarlige. Du skal ikke narre dig selv ved at sige: »Hvad kan jeg gøre? Hvad kan jeg, et individ, der lever et ubetydeligt lille liv med al dets forvirring og uvidenhed, hvad kan jeg gøre?« Uvidenhed eksisterer kun, når du ikke kender dig selv. Selvkendskab er visdom. Måske er du uvidende om alle bøgerne i verden (og det håber jeg, du er), om alle de nyeste teorier, men det er ikke uvidenhed. Ikke at kende sig selv indgående og dybtgående er uvidenhed; og du kan ikke kende dig selv, hvis du ikke kan se på dig selv, se dig selv, som du faktisk er, uden forvrængning, uden ønsket om forandring. Det, du ser, forvandles da, fordi afstanden mellem iagttageren og det iagttagne er fjernet, og dermed er der ingen konflikt.

16. april 1968

Teksten er under oversættelsen forkortet her og der. Her er et link til den originale engelske version.

Paris 1st Public Talk - 16th April 1968 | J. Krishnamurti